112-årige Kirsten Schwalbe udgav for nylig en bog med titlen: Vi skal have noget at grine af. I godt selskab med Kirsten, Danmarks ældste. Nazist, kunne man tilføje, for nogenlunde samtidig med, at bogen hyggede sig på bestsellerlisterne, fandt Kristeligt Dagblad ud af, at Schwalbe i 1941 havde meldt sig ind i det danske nazistparti, DNSAP. Hun sagde siden, at hun ikke havde »holdt med tyskerne« eller i det hele taget vidst, hvad partiet var for noget, for dengang lod man mændene om alt det med politik.

I dag skød Frihedsbrevet et par huller i det forsvar: I Rigsarkivet har de fundet beviser på, at Schwalbe havde været såkaldt afdelingsgruppeleder og kvindegruppeleder i DNSAP mellem 1943 og 1944. Ifølge historikerne Claus Bundgård Christensen (der også er anmelder for Weekendavisen) og Gry Scavenius Bertelsen betyder det, fortæller Frihedsbrevet, at hun havde en ledelsesfunktion på lokalt niveau og altså var mere end et almindeligt menigt medlem. En fremtrædende nazist, med andre ord.

Historien om 112-årige Kirsten Schwalbe er et eksempel på, at gamle mennesker ikke behøver at have været særligt gode eller kloge, mener Marta Sørensen. Foto: Morten Stricker, Scanpix. 

De oplysninger hænger dårligt sammen med det image af Kirsten Schwalbe, som hendes lokalmedie, TV Midtvest, har promoveret, siden de i 2024 rullede hende ud som stjerne på sociale medier. Her er hun jordens salt fra Struer, et lunt og hjertevarmt menneske, der siger nej tak til en plejehjemsplads, driller journalisten, der besøger hende i ældreboligen, og ærgrer sig over, at unge i dag kigger så meget på deres telefon. Hun er fra dengang, appelsiner var en delikatesse, børn fik masser af frisk luft, og man ikke behøvede andet end en grammofon og en sodavand for at hygge sig. Et levende vidne til historien, et lys i en dyster tid.

Det er helt forståeligt, at TV Midtvest – og deres to journalister, som er de egentlige forfattere til Kirstens bog, Frederik Helms og Line Morell Holm – er blevet begejstret for Kirsten. Da hun dukkede op i mit feed, så jeg heller ikke andet end endnu en livsbekræftende historie om et gammelt menneske, der stadig insisterer på at leve. Det er så nemt at være ukritisk over for gamle mennesker, især hvis de er meget gamle.

Det er svært ikke at behandle dem lidt som børn: Man taler ekstra højt med meget store bogstaver, man roser dem for det mindste og falder i svime over alt, hvad de siger. Man tager dem ud at opleve ting – TV Midtvest har taget Kirsten med på ravmuseum, i blomsterpark og til banko – og glæder sig over deres glæde. Alderen bliver en kvalifikation i sig selv, svagheden bliver rørende og vækker medlidenhed.
Samtidig har gamle en indlysende nærhed til døden, der vækker den samme ærbødighed, som man ser i udsendelser om terminale patienter. Hvad kan de mon sige os, når de står dér på kanten, hvad er deres (næst)sidste ord? Det må næsten være noget klogt.

Sandheden er selvfølgelig, at det nogle gange er klogt, andre gange ikke. Gamle mennesker er bare unge mennesker, der har levet i helt utrolig lang tid og som sådan bliver symboler på menneskets ukuelighed. Som individer behøver de ikke at have været særligt gode eller kloge. De kan for eksempel have været nazister.

Vi behøver ikke grave mere i Kirstens fortid for min skyld. Men lad os ikke fremover infantilisere gamle mennesker, men behandle dem som det, de også er: voksne mennesker.