Lad nu fortiden ligge. Det er den dominerende holdning på de sociale medier efter nyheden om, at Danmarks ældste, 112-årige Kirsten Schwalbe fra Struer, gik ind i det danske nazistparti i 1941. Hvorfor besvære hende med det for længst glemte snavs?

Reaktionen er forståelig. Der er vel en eller anden beskyttertrang, der bliver vakt til live i de fleste, når man ser en skrøbelig, ældgammel kvinde slæbes for »folkedomstolen«. Selv når den, som det er sandsynligt i dette tilfælde, vil dømme mildt og tage hendes påstand om, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde, for gode varer.

Originalfoto: Morten Stricker, Scanpix.

Men ser man bort fra det personlige i den aktuelle sag, er afsløringen i Kristeligt Dagblad af Kirsten Schwalbes fortid som et af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderpartis cirka 20.000 medlemmer i virkeligheden det bedste, der kunne være sket for vores historiebevidsthed lige nu.

Det viser os, at det hovedsageligt var helt almindelige mennesker, som på forskellig vis og med varierende iver bakkede op om nazisterne. I Danmark, i Tyskland og i resten af Europa.

»Konerne skulle jo bare passe hjemmet og børnene og haven, og hvad der ellers var. De blev jo ikke blandet ind i sådan noget, heldigvis da, for det havde jeg ingen forstand på,« siger Schwalbe i et interview med TV Midtvest efter artiklen i Kristeligt Dagblad. »Jeg har været for dum dengang.«

Der var millioner som hende. Historien skabes for det meste af almindelige mennesker i ualmindelige omstændigheder. Hvis vi glemmer det og bilder os ind, at alle nazister var onde i en eller anden metafysisk forstand, lærer vi intet.

Historien om Schwalbe bidrager også til at nuancere vores forståelse af efterkrigstiden. At hun i over 80 år kunne leve et liv som de fleste andre, bidrager til et billede af et Danmark, der kom sig forholdsvis hurtigt over krigens skillelinjer.

Dette blotlægger en prosaisk virkelighed efter det første hidsige retsopgør: Mennesker, der før havde stået på hver sin side af en dyb ideologisk kløft, skulle leve videre, arbejde side om side, være naboer og måske endda stifte familie sammen.

Nyere forskning bekræfter, at behovet for at undgå en permanent pariaklasse af tidligere landssvigere førte til en officiel politik om hurtig reintegration i samfundet.

Som historikeren Dorte Kook Lyngholm i samleværket De udstødte, de uvelkomne og de beundrede citerer en tidligere soldat i Waffen-SS for at skrive to år efter sin løsladelse:

»Jeg har mit Arbejde og mit Hjem og i denne Maaned venter vi vort første Barn, i min Fritid har jeg mine Hobbys (Radio og Haven).«

Taber-Holger

Schwalbes historie frelser os fra en »Matadorisering« af den kollektive erindring om besættelsestiden, hvor tilslutning til nazismen forbindes med social udstødelse, som vi ser det i skikkelse af Ingeborg Skjerns eksmand Holger, der går fra fordrukken taber til Østfrontfrivillig.

Og det sker lige på falderebet. At en kvinde, der var ung voksen under Besættelsen, i dag er Danmarks ældste, viser med al ønskelig tydelighed, at vi er nået et punkt, hvor Anden Verdenskrig for alvor er ved at glide ud af den levende erindring og blive til historie.

Derefter får fiktionen nærmest frit slag. Der er i hvert fald ingen til at protestere med tidsvidnets autoritet, hvis krig og besættelsestid fremover skildres uden gråtoner.

Det er en skam, for vi har brug for at blive mindet om, at fortiden er kompleks, ligesom nutiden er det.

I en polariseret verden bliver vi let ofre for sort-hvide fortællinger. Men hvis vi ikke er parat til at se nuancerne i øjnene, benytter vi os ikke af den naturlige fordel, vi har fået i dåbsgave som borgere i et demokrati.

Vi kan diskutere frit i et omfang, som russere, kinesere og iranere ikke kan. Det sætter os også i stand til at træffe bedre beslutninger på et oplyst grundlag. Hvis vi altså griber chancen.

I øvrigt …

Rusland siger, at det flere gange har tilbudt Danmark en aftale, der skal forebygge hændelser mellem de to landes militær til søs eller i luftrummet over havet, skriver TV 2. Emnet er blevet aktuelt efter episoden i sidste måned, hvor et russisk krigsskib affyrede et signalblus i retning af en dansk helikopter.

Ifølge TV 2 har 12 andre NATO-lande, herunder Norge, allerede indgået lignende aftaler med Rusland, men Danmark afviser ideen med henvisning til, at russerne overtræder de internationale regler, som de allerede er forpligtet af. »Så længe det er tilfældet, løser det ikke problemet at indgå flere aftaler, som ikke bliver overholdt,« siger forsvarsminister Jeppe Bruus til tv-stationen.