Rollemodellen

DET VAR EN tilfreds nyvalgt republikansk præsident, der kunne holde sin tiltrædelsestale efter at have vundet en solid sejr over sin venstreorienterede, demokratiske modkandidat, der ellers havde kørt en flittig kampagne. Den stod dog i skyggen af hans partifælle, den siddende præsident, under hvis embedsperiode økonomien var endt i krise. Nu skulle der styr på tingene. Og i sin tale kunne den nyvalgte præsident love sine landsmænd, at han ville holde sig ude af fremmede landes militære konflikter.

Det var ikke det eneste, der blev fremhævet i talen. Også toldafgifter på udenlandske varer blev omtalt som noget nær en mirakelkur, der ville redde amerikanske industriarbejdspladser og sikre de føderale statsbudgetter.

Hvad der ikke blev nævnt direkte, men som ingen var i tvivl om, at præsidenten ønskede, var annekteringen af et ubeskyttet, tyndtbefolket ørige ude i havet, som han frygtede ville falde i hænderne på en fjendtlig asiatisk stormagt.

Således indledte USAs 25. præsident William McKinley sit embede 4. marts 1897. Fra begyndelsen lød der kritiske røster fra oppositionen og medierne om, at han havde for tætte bånd til rige forretningsmænd og var i lommen på erhvervslivet. Det baserede sig på, at hjørnestenen i hans økonomiske politik – som bebudet – blev en mærkbar forøgelse af toldafgifter på udenlandske varer.

Men under hans lederskab formåede USA også i 1898 at indlemme Hawaii som et »U.S. territory« (inden det i 1959 blev den 50. delstat). 

MCKINLEY HAVDE VED ved sin tiltrædelse som nævnt lovet at holde sig ude af fremmede landes konflikter. Det var formentlig en henvisning til en igangværende konflikt, der i disse måneder fyldte en del i amerikanernes bevidsthed:

I Cuba kæmpede en lille gruppe oprørere mod den spanske kolonimagt. I avisledere og fra Kongressen ønskede højrøstede stemmer, at amerikanerne skulle ændre lovgivningen, så man kunne forsyne cubanerne med våben i deres kamp mod spanierne.

Spanien havde langt flere soldater end cubanerne, men var ude af stand til at nedkæmpe oprøret. Man anslog, at de cubanske rebeller bestod af blot cirka 3.000 mand, der var oppe imod 200.000 spanske soldater. Alligevel formåede de at vinde flere slag til stor beundring hos dele af den amerikanske offentlighed.

Kunne man blot forsyne rebellerne med våben, ville de kunne vinde krigen, lød det fra cubanernes støtter i USA, der så konflikten som en kamp mellem frihed og undertrykkelse, mellem national selvbestemmelse og imperialisme. McKinley var dog overbevist om, at han kunne presse parterne til forhandlingsbordet og løse konflikten uden at inddrage amerikansk militær. Men sådan skulle det ikke gå.

DEN 15. FEBRUAR 1898 blev havnen i Havanna rystet af en kæmpe eksplosion. Det var krigsskibet USS Maines ammunitionsdepot, der sprang i luften. 260 amerikanske soldater mistede livet. Det skabte et ramaskrig i den amerikanske presse.

Særligt mediemogulen William Randolph Hearst (der senere udgjorde inspirationskilden til karakteren Charles Foster Kane spillet af Orson Welles i filmen Citizen Kane fra 1941) advokerede for, at amerikanerne var nødt til at besvare det, han anså som et spansk angreb på USA, med en krigserklæring.

Selvom der til dato ikke er nogen beviser for, at eksplosionen var andet end et uheld, så McKinley sig nødsaget til at bede Kongressen erklære spanierne krig 11. april 1898. Det blev en amerikansk succes. Allerede i juli måtte spanierne erkende deres nederlag og anmode om en fredsaftale. Med sejren overtog amerikanerne også kontrollen over Puerto Rico og Filippinerne.

Den lille republik midt i Stillehavet, Hawaii, der få år forinden havde afsat sin monark, havde formelt set holdt sig neutral under Den Spansk-Amerikanske Krig, men der var næppe tvivl om, at man håbede på en amerikansk sejr.

I Honolulu var man især nervøs for, hvad det japanske imperium kunne finde på. Og med krigens afslutning stod sol og måne endelig det rette sted. Newlands-resolutionen, der annekterede Hawaii, strøg igennem Kongressen og blev underskrevet af William McKinley 7. juli 1898.

Hver uge bringer Weekendavisen afgørende gammelt. Læs tidligere ‘Flaskepost’ her.