Leder. Kunstig intelligens udfordrer to værdifulde grundsten i demokratiet: at der findes en sandhed, og at man kan placere et ansvar for handlinger og ytringer. Skal vi bruge AI rigtigt, må vi styrke de institutioner, der er sat i verden for at beskytte disse værdier.
Ret radikal usikkerhed
DET var – naturligvis – en computer, der forleden vandt en fin fotokonkurrence. Førstepræmien gik til et billede af to kvinder i sort-hvid 1940er-stil, dystert og smukt. Kunstig intelligens kan lave billeder, sange, få topkarakter på jura, spille skak, investere penge, diagnosticere hjertefejl og måske også snart afsige domme i retssager, udtænke pensionsreformer eller sågar skrive avisledere, der er bedre end dem, der laves af mennesker. Måske kan AI alt for snart skrive opskriften på komplicerede kemiske våben eller udtænke planer for angreb på kritisk infrastruktur, ja, endda selv udføre disse angreb.
ER perspektiverne på én gang løfterige og faretruende, er debatten på mange måder genkendelig. Er AI i virkeligheden mest en meget kompliceret regnemaskine, der på få sekunder kan gennemgå data, genkende mønstre og udregne løsninger, som mennesker ville bruge måneder og år på? En supercomputer, der kan snyde os til at tro, at noget fuldkommen kunstigt faktisk er ægte og menneskegjort? Et teknologisk fænomen, der, som sine mange forgængere, vil fortrænge arbejdspladser, blot i et hidtil uset omfang?
Fortsæt uden at betale en krone
Få adgang til artiklen, vores nyhedsbreve og mange flere login-fordele.
Se mereDel:
