BERLIN – Når man taler med folk fra våbenindustrien, er det nogle lidt aparte oplevelser, man får fortalt. En yngre, flot, velklædt fyr fra et tysk våbenfirma fortæller mig, at når han dater kvinder, har det ofte været et problem at fortælle, hvem han var:

»Jeg har præsenteret mig som ingeniør på min datingprofil, og når jeg kommer ud på date, har kvinderne gerne spurgt, hvad jeg mere præcist arbejdede med. Jeg har sagt, at jeg arbejdede for våbenindustrien, og det har fået kvinderne til at forlade daten med det samme.«