Da Hongkongs presse kort efter nytår rapporterede, at den kinesiske general Li Qiaoming var blevet udnævnt til øverstkommanderende for alle Folkerepublikkens landstyrker, var det ikke umiddelbart nogen større overraskelse. Lige bortset fra en enkelt detalje.

Få måneder tidligere havde den 61-årige general befundet sig i centrum for helt andre nyheder. Der var rygter om et militærkup i Beijing, der angiveligt skulle have ført til afsættelsen af præsident Xi Jinping og etableringen af et juntastyre. Og Li skulle have stået i spidsen.