Leder. Mette Frederiksen lagde dygtigt Forsvaret dødt som valgkampstema. Men det hævner sig, når en ny regering snart bliver nødt til at bevilge mange milliarder til Forsvaret og slet ikke får råd til at indfri alle de øvrige valgkampsløfter.
Overmodige danskere
DET amerikanske midtvejsvalg har nok en gang rejst debatten om, hvorvidt Danmark bør lægge sin sikkerhed i hænderne på USA, når landet er så splittet, og det er så uberegneligt, hvilken udenrigspolitik den næste amerikanske præsident vil føre. Hvad nu hvis Trump kommer til og gør den humanitære og militære bistand til Ukraine afhængig af, at EU bidrager mere? Han har allerede udtrykt sin misfornøjelse med, at det er amerikanerne, der betaler langt hovedparten, selvom Ukraine ligger på det europæiske kontinent.
ER det absolut et relevant spørgsmål, så er det virkelig mærkeligt, at debatten aldrig munder ud i en diskussion af, hvad vi selv kunne gøre for at styrke Danmarks sikkerhed. Det fremstilles, som om USA nærmest skal gøre sig fortjent til vores tillid: fortjent til at redde os, hvis Putin og hans entourage gør alvor af deres trusler om at føre krigen ind på europæisk territorium og måske endda bruge atomvåben mod et af de lande, der hjælper Ukraine. At russerne mener det alvorligt, bør ingen være i tvivl om: Spionage og sabotage mod kritisk infrastruktur i EU og Norge hører allerede til dagens orden.
Del: