UKRAINE er et temmelig korrupt land. Det var det, da det blev selvstændigt ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Det var det også, da unge ukrainere gik på gaden og krævede demokrati i 2004 og igen i 2014. Det var korrupt, da Rusland annekterede Krim, og det var korrupt, da russerne invaderede resten af landet i 2022. Spørgsmålet om korruption i Ukraine har altid været tæt forbundet med kampen for at frigøre sig fra Rusland og blive et velfungerende demokrati.

Derfor er den aktuelle korruptionsskandale ubehagelig og smertefuldt symbolsk. Den handler om Ukraines energisektor, hvor korruptionen altid har floreret, dén sektor, som har været drivende i frigørelsen fra Rusland, og som russerne nu gør alt for at angribe og smadre. Og korruptionen udfolder sig tæt på den præsident, der i snart fire år har stået i spidsen for den ukrainske frihedskamp; et globalt symbol på opgøret mellem liberale demokratier og autokratiske kleptomanier.