Dagens kommentar. Teoretikerne tabte første slag om Ukraine.
Nederlag
MIDT I DEN ukrainske krigståge kan det være svært at fokusere på andet end de daglige opdateringer fra fronten. Ikke desto mindre er det vigtigt også at stoppe op og se tilbage. For da invasionen blev indledt i sidste uge, var der nogle, hvis analyser og forudsigelser blev afsløret som aldeles forkerte, mens andres viste sig at holde stik. Og det var ikke tilfældigt.
Lad os starte med dem, der tog fejl. Mest kendt er nok lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen, der skråsikkert slog fast, at der ikke ville blive krig, under et døgn før de russiske kampvogne rykkede ind over grænsen. Jakobsens udgangspunkt var at analysere situationen ud fra international politisk teori, nærmere bestemt den skole, man kender som realismen. Dens udgangspunkt er, at alle stater er rationelle aktører i et anarkisk system, der forsøger at optimere egen magt og indflydelse. Dette teoretiske udgangspunkt fik mange til at tro, at Rusland ville stoppe konflikten, når landet kunne trække sig med de største gevinster for den laveste pris. Altså uden at invadere, men ved at anerkende udbryderrepublikkerne i Østukraine.
Del: