NATO bliver ofte beskrevet som et succesrigt dysfunktionelt ægteskab.

Et af den slags ægteskaber, hvor onklerne i baren til bryllupsfesten vædder om, hvor mange år ægteskabet vil holde, og porcelænet i årene efter flyver gennem luften, men som ikke desto mindre holder, fordi ægtefællerne ved, at de har brug for hinanden, og fordi børnene skal have et stabilt hjem.