CALLAC – Der findes næppe en mere uventet hovedperson i den nationale franske immigrationsdebat end den lille bretonske landsby Callac.

Landsbyens kun godt 2.000 indbyggere bor for manges vedkommende i små charmerende kampestensmurede huse, der slynger sig op ad en forhøjning, som kulminerer knap 300 meter over havets overflade. Man kommer dertil med den lokale gris, der kun har en enkelt vogn, hvor konduktøren over højttaleren meddeler mig – den eneste passager – at »rejsende skal informere lokoføreren om, hvilken station de skal af på«.