Krigen om historien

HISTORIEN om Ukraines død viste sig at være overdrevet. Vladimir Putin påstod, at landet aldrig havde eksisteret, og hurtigt efter indløb de første nekrologer fra alskens eksperter: Snart ville ukrainerne give op, Putin ville få, hvad han ønskede, og Ukraine ville – efter et kort, blodigt liv – kunne lægges til hvile i den russiske grav. Det, der er sket siden, er næsten ikke til at tro. Vladimir Putin skriver ikke Ukraines historie. Det gør ukrainerne selv.

SKRIVER de deres eget kapitel i historiebøgerne, bliver det stadig mere tydeligt, at de ikke vil give op. At tale om, at tiden nu er inde til et nødvendigt kompromis for at få stoppet blodsudgydelserne, at ukrainerne må bringes til at afgive store dele af deres land, er en fejl. Ligeledes er det håbløst at forestille sig, at Kina også snart vil bidrage til at stoppe krigen på en måde, der er til at leve med for Ukraine. Situationen er jo uændret: En demokratisk valgt regering i en suveræn stat bliver overfaldet af en fascistisk stormagt, der sønderbomber byer, hospitaler, skoler. Præsident Zelenskyj havde ret, da han onsdag talte til Kongressen i Washington og sammenlignede situationen med angrebet på Pearl Harbor. Dengang forsøgte fascisterne også at skrive historien. Det fik de ikke lov til.