SKIFTENDE REGERINGER HAR siddet med det påtrængende problem, at søgningen til erhvervs- og mellemuddannelserne stagnerer. Samfundet kan naturligvis ikke fungere uden dygtige smede, tømrere, grafikere, sygeplejersker og skolelærere, så det kalder på politisk handling og har længe gjort det.

I det regerende socialdemokrati har problemet imidlertid kaldt en dyster og antiintellektuel strømning frem. Den blev for nogle år siden signaleret med minister Kaare Dybvads bog De lærdes tyranni. Dybvad følte sig selv undertrykt af, at der findes mennesker på forskellige felter, der véd mere, end han selv gør: de lærde. Ja, partiet, hele landet var undertrykt af disse tyranner.