EN klassisk fejl: Vi ser på vores eget liv og tror, det fortæller en masse om andre menneskers muligheder og den optimale samfundsindretning. En lidt sentimental læsning af den personlige livsbane gøres til en universel sandhed. »Vi var aldrig blevet til noget under den nye uddannelsesreform,« lød det for nogle uger siden fra astrofysiker Anja C. Andersen, geogenetiker Eske Willerslev og infektionsmediciner Jens Lundgren. Engang var de skoletrætte teenagere og ville være gået i stå, havde der været et karakterkrav på seks til det almene gymnasium. Og så havde Danmark mistet tre stjerneforskere med stort aftryk på vores forståelse af verden i dag.

UDDANNELSE og vejen gennem livet kan man ikke regne ud så tidligt, mener de, og sådan lyder kritikken da også nu af regeringens storstilede udspil. Lad os vove den ufalsificerbare teori, at Andersen, Willerslev og Lundgren i den nye reform alligevel ville finde vejen – måske gennem den nye adgangsgivende samtale til det almene gymnasium, måske med den nye epx-studenterhue, der også vil give adgang til medicin- eller biologistudiet, hvis de unge finder ud af, at de vil den vej.

MED det tydeligere karakterkrav til det almene gymnasium får vi et opgør med fantasien om den næsten forudsætningsløse gang fra folkeskolen til universitetet. Den medfører et stort frafald og et uddannelsesproletariat med kvarte, halve eller endda hele ubrugelige uddannelser. Det er en fordel, at man som 14- eller 15-årig ved, at vejen til universitetet kræver, at man læser lektier og forbereder sig til eksamen, særligt hvis man ikke hører til dem, der har fået det at vide hjemmefra.

Modtag Weekendavisens ugentlige nyhedsbrev

Bliv oplyst, inspireret eller bare provokeret med det bedste fra ugens Weekendavisen.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

BÅDE politikere og alle os andre har siden 1970erne vidst, at det ville blive nødvendigt med dette opgør. Vi har også længe vidst, at der mangler faglærte, lærere, pædagoger og sygeplejersker. Reformen skal flytte op til 40 procent af en ungdomsårgang over til det nye epx – det erhvervs- og professionsrettede gymnasium. Og her skal eleverne altså finde ud af, om de så vil være »sygeplejersker, pædagoger, datamatikere eller elinstallatører«, som det lyder i regeringens udspil.

Arkivfoto: Mads Nissen, Scanpix
Arkivfoto: Mads Nissen, Scanpix

KARAKTER er ikke noget, man får, det er noget, man har, siger man. Kritikken af reformen lyder, at den gør uddannelsessnobberiet endnu værre og skaber et A- og B-hold med et fint gymnasium og en opsamlingsskole for alle andre. Men klarere faglige forventninger og muligheder er positivt. Og det virkelige snobberi er jo især at lade ressourcesvage unge sejle rundt i et utydeligt system, indtil de støder på grund.

OG så må det store spørgsmål blive, om reformen faktisk vil virke. Gymnasierne vil vende sig mere mod universitetet, hvilket er godt, og forhåbentlig vil det hæve niveauet hele vejen op gennem universiteterne. Risikoen er, at man vil løse for meget på én gang med det nye epx-gymnasium: skabe flere håndværkere og skolelærere på én gang. Måske skulle man for en gangs skyld have ladet nogen prøve en sådan model rigtigt af, før en gigantisk reform køres igennem fra toppen? Og så er der noget, der forekommer helt fraværende i udspillet.

DANNELSE er et ord, man ikke finder én eneste gang i reformteksten. I den storstilede reform har man ikke gjort sig tanker om, hvad der skal få alle ungdomsuddannelserne til at hænge sammen. Engang handlede dannelse om nationalt sindelag, senere om folkestyre og demokratisk deltagelse. Men hvad er regeringens tanker i dag? Hvad er visionerne ud over at skabe de borgere, samfundet har brug for? Hvilke visioner er der om forholdet mellem menneske og natur? Om vores forhold til teknologi? Om evnen til at indgå i fællesskaber og demokratisk samtale i en splittet verden? Om de unges kritiske tænkning? Er prøven for regeringen at ændre uddannelsen af unge danskere, må den i det mindste vise, hvad den mener om deres grundlæggende dannelse for at bestå.