Prestigetab. Pædagogfaget kan blive ramt, hvis unge uden boglige kundskaber får adgang til uddannelsen, som regeringen lægger op til.
De knap så kvikke
Det siges, at de første 1.000 dage er de vigtigste i et menneskes liv. Med tanke på, at stort set alle børn herhjemme kommer i en daginstitution, kan man roligt tildele pædagogerne en nøglerolle i formningen af de yngstes videre vej i tilværelsen.
Omend pædagoguddannelsen stadig er landets største videregående uddannelse målt på optaget, er det samtidig det studie, der befinder sig i den største krise. Fagets omdømme står i lav kurs, og der er skabt en sejlivet fortælling om, at hvis man er student og ikke kan blive til andet, kan man altid blive pædagog. I løbet af en halv snes år er antallet af førsteprioritetsansøgere raslet ned med 45 procent. Det er ingen overdrivelse at kalde rekrutteringen til et af velfærdssamfundets vigtigste job for nødlidende.
Del:


