Da den franske antropolog Florence Bergeaud-Blacklers bog Broderismen – Sådan undergraver islamister de vestlige samfund udkom tidligere i år, blev den taget vel imod. I Berlingske fik den fem stjerner og blev kaldt »en fremragende bog«. I nærværende avis kunne man læse den beskrevet som »et muligt skridt på vejen mod den nødvendige erkendelse« i en anmeldelse, der sluttede i imperativ og endda med et udråbstegn: »Derfor – køb den, læs den, brug den!«

I Broderismen beskriver Bergeaud-Blackler, hvordan Det Muslimske Broderskab i det skjulte infiltrerer diverse europæiske organisationer og institutioner, hvorfra de spreder deres islamistiske ideologi, som hun har døbt »broderisme«.