ALDRIG har en præsident morsommere og mere kortfattet indrammet en hel nations selvstændighedskamp, end da Volodymyr Zelenskyj dagen efter Ruslands angreb erklærede: »Jeg har brug for ammunition; ikke for et lift.« Det var et svar på amerikanernes venlige tilbud om at liste ham ud af den hovedstad, de fleste uden for Ukraine bildte sig ind ville falde for overmagten i løbet af få dage.

RÆD var han tydeligvis ikke for de personlige omkostninger, invasionen kunne få. Han havde helt sikkert ret, når han i krigens første dage tilføjede, at han var mål nummer et for Ruslands hær, og at flere russiske henrettelsespatruljer var blevet slået ned i byen, inden de fik taget ham af dage. Alligevel så han veloplagt døden i øjnene, og iført armygrøn T-shirt dukkede han snart efter op på hospitaler og på gader og pladser. Hans uformelle og kække frygtløshed gav ikke alene et afgørende rygstød til den kamp, der nu har fået skubbet den russiske hær ud af Kyivs forstæder. Den afslørede også den mentale faneflugt, vi i vores del af verden tager del i. I vores magelighed står vi fremmede over for ukrainernes nationale mod og dødsforagt. Det har været en uvant oplevelse at se, hvordan det for Zelenskyj og hans landsmænd ikke blot gælder om at overleve for enhver pris.