ISRAELERNE sætter sig – som de fleste jøder i resten af verden – ved påskebordet nu på fredag aften. Her fortæller de historien om det jødiske folks flugt fra Egypten og den efterfølgende tilbagevenden til Israel. Det er en historie om nationalt fællesskab og frihed. Og der er netop tale om en historie. Der findes ikke skyggen af arkæologisk bevis for, at jøderne nogensinde var slaver i Egypten, ikke et eneste tegn på de guddommelige plager, ørkenvandringen eller på, at der skulle være sket noget mirakuløst ved Sinaibjerget. Israelske arkæologer har endevendt det hele og melder, at fortællingen vitterlig er purt opspind.

FÅR man aldrig videnskabeligt bevis for den jødiske nations skabelsesberetning, er den til gengæld meningsfuld. Den handler om frihed, selvstændighed og befrielse fra undertrykkelse og indrammer flere tusinde års jødisk historie. Det er derfor den vigtigste helligdag, der samler både religiøse og sekulære, sefardiske og ashkenaziske jøder. Men i Israel står påskeferien i skyggen af en ny voldsbølge: På tre uger er 14 israelere døde i fire angreb: ultraortodokse, politifolk og bargæster, dræbt af palæstinensiske terrorister.