Kronik. Kina undgår behændigt at vælge side mellem Vesten og Rusland. Der er meget at miste uanset hvad.
Stor magt, varsomme skridt
Ruslands invasion af Ukraine tegner til at blive en skelsættende begivenhed, der ligesom 11. september vil forme de internationale konflikt- og samarbejdsmønstre i mange år frem. I den allerede skarpt optrukne koldkrigslignende konfrontation mellem Rusland og Vesten har intet udenforstående land påkaldt sig større opmærksomhed end Kina. Og med god grund. Kina kan nemlig i kraft af sin økonomiske tyngde som verdens største handelsnation og strategiske position som Ruslands tætteste partner spille en afgørende rolle i konflikten, hvis Beijing for alvor vælger side. Indtil videre har kineserne dog formået at holde sig på sidelinjen. Det er en uskøn balanceakt, hvor Beijing på den ene side officielt udviser forståelse for Moskvas dispositioner og afviser at tilslutte sig Vestens sanktioner mod Rusland. På den anden side afholder man sig dog i praksis fra at underminere Vestens sanktioner, endsige understøtte russernes krigsindsats.
At kineserne forsøger at holde tungen lige i munden, skal ses i lyset af de stærke modsatrettede interesser, der er på spil. På den ene side gælder det forholdet til Vesten og Kinas adgang til vestlige markeder og teknologi, idet især amerikanerne ved flere lejligheder har understreget, at kineserne risikerer selv at blive genstand for sanktioner, hvis de aktivt modarbejder Vestens tiltag. Kaster man et blik på Kinas vigtigste eksportmarkeder i 2020, er der umiddelbart ikke meget at rafle om, for de vestlige lande placerede sig helt i top anført af Europa (18,7 %) og USA (17,5 %), mens også Japan (5,5 %), Sydkorea (4,3 %) og Australien (2,1 %) alle overgik Ruslands andel (2 %). Hertil kommer, at adskillige kinesiske virksomheder reelt vil være prisgivet, hvis de ikke længere kan opnå adgang til vestlig teknologi, herunder avancerede mikroprocessorer og softwareprogrammer, hvilket eksempelvis illustreres af Huaweis deroute på det internationale mobilmarked, efter at amerikanerne sortlistede den kinesiske techgigant i 2019.
Del:


