Dagens kommentar. Uden nogen egentlig definition af islamofobi kan islamiske lande altid affeje selv berettiget kritik af islam.

Islamofobi-kortet

Fobi, hvem vil lide af det? Fobi er jo betegnelsen for sygelig frygt eller afsky for noget; det efterhænges som suffiks på det i sygelig grad frygtede og afskyede såsom nyktofobi (mørke), brontofobi (torden) eller antropofobi (alle andre mennesker end én selv). Det er alt sammen patologiske tilstande, som udpeger dén, der lider af tilstanden, snarere end objektet for fobien som det problematiske.

Derfor er det en kæmpe sejr for OIC, sammenslutningen af 57 islamiske lande, at de efter mange års lobbyisme i FN – som er veldokumenteret af den færøske forsker Heini í Skorini (Free Speech, Religion and the United Nations, Routledge, 2020) – den 15. marts i år fik held med at dedikere denne dato som årlig »International dag for bekæmpelse af islamofobi«. Vedtagelsen var unison; selv Danmark stemte for, thi hvem er fan af fobi? Sagen er dog, at uden nogen egentlig definition af islamofobi kan islamiske lande i al kendt fremtid trække islamofobi-kortet og med bred pensel sygeliggøre selv berettiget kritik af islam og dertilhørende brud på menneskerettigheder.

katk
Katja Kvaale (f. 1964) er antropolog besmykket med Københavns Universitets Guldmedalje. Katja har i peruansk Amazonas, Stillehavet, Filippinernes bjerge og ved såkaldt ’oprindelige folks’ fælles FN-repræsentation i Gèneve og New York forsket i kulturel kontinuitet som det erfares og praktiseres i folks levede liv og som det repræsenteres politisk af eliten; siden har hun sammenlignet med nye og ’oprindelige’ danskere. Det er også kulturel (dis)kontinuitet – forestillet, reel, (im)materiel/museal, indført, opført og fremført, lokal, national, etnisk og politisk – Katja har skrevet om i Weekendavisen siden 2015, især på etnografiske og kulturhistoriske museer.

Andre læser også