»Ved I hvad?« spurgte Inger Støjberg i den lille krostue og tav. Den lille opmærksomhedssøgende kunstpause var helt unødvendig. De omtrent 50 fremmødte i Svogerslev uden for Roskilde denne mandag aften havde ikke fjernet deres blik fra den nu løsladte og politisk genfødte strammerstjerne.

Støjberg sænkede sin stemme: »Da de klippede min fodlænke forrige fredag, spurgte betjentene, om det ikke var dejligt at være fri igen. Jo, det var det, men det eneste, jeg kunne svare dem, var, at selvom jeg er fri, er pigerne det jo stadig ikke.«