Hvad hospitalet afslørede

GAZA lægger jord til to krige. Den ene er den, Israel fører mod Hamas. Den anden er en propagandakrig, som FN og store menneskerettighedsorganisationer og den israelske regering fører mod hinanden. Sidstnævnte handler om, hvem der bærer ansvaret for, at så lidt nødhjælp er nået frem til det nordlige Gaza, hvor befolkningen er ramt af hungersnød. Den handler også om, hvem der bærer skylden for de civiles frygtelige situation. Står den israelske regerings omdømme i den første krig flosset tilbage, er FNs og menneskerettighedsorganisationernes troværdighed ødelagt i den anden.

UDSTILLER de israelske handlinger en unødig brutalitet, er få bedre til at diagnosticere årsagen end den israelske presse selv. Som dagbladet Haaretz' rutinerede kommentator Anshel Pfeffer skrev, har de israelske myndigheders nødhjælp til Gaza været præget af »hævnfølelse, uvidenhed og inkompetence«. Han forklarer, at den instinktive reaktion i tiden lige efter massakren 7. oktober var, »at Gaza skulle afskæres, indtil gidslerne var løsladt. Det blev opfattet som en moralsk set infam idé, at Israel havde ansvar for det sted, hvorfra de, der havde myrdet, voldtaget og plyndret, kom«. Regeringen lod fem måneder passere, før den endelig efter hårdt pres fra USA begyndte at tage truslen om en hungersnød alvorligt. Nu har regeringen travlt med at udbasunere, hvor meget nødhjælp den lukker ind. Det er på høje tid. Men ingen aner stadig, hvad premierministeren har tænkt sig at stille op med det område, som i dag ligger i ruiner, hvilket Lasse Winther i denne uge skriver indsigtsfuldt om.