Gunstig intelligens

KUNSTIG intelligens skal sættes på pause, lød det forleden fra en række prominente amerikanere, deriblandt Teslas Elon Musk og Apple-medstifteren Steve Wozniak. De frygter, at nye, forbedrede versioner af AI udgør en fare, medmindre vi hurtigt vedtager sikkerhedsfunktioner, der sikrer, at computer­intelligens arbejder for menneskehedens fremme. Men måske er det andre steder, der i virkeligheden bør sættes ind.

INTELLIGENS, der genereres af algo­ritmer, har på kort tid udviklet sig dramatisk: Den kan frembringe tekster, der ligner dem, vi selv producerer – ja, som måske udtrykker det, mange af os gerne ville sige, »even better than the real thing«, som U2 sang. Den evne har kunstig intelligens jo kun, fordi teknologien er blevet fodret med, hvad der ellers flyder af udtryk og meninger overalt for tiden. Vi udgør selv computerens prototype, som den har forfinet i alt for genkendelig grad. ChatGPT virker sandt nok ikke til at bekymre sig synderligt om faktuelle fejl, men afspejler den ikke også derved blot, hvad der ellers foregår i pressen og på de sociale medier? Nogle medier er for længst gået i gang med at overlade visse opgaver til den nye teknologi, og resultatet er ofte imponerende præcist. Og i uddannelsessystemet frygter undervisere med god grund, at de for fremtiden skal rette opgaver skrevet af computere. De burde måske også overveje, om de ikke i forvejen har skabt elever, der blot sagde, hvad lærerne gerne ville høre.

ER AI en trussel, skyldes det, hvad den computergenererede intelligens har afsløret om den menneskelige intelligens; nemlig at den tænkning, som produceres i medier, i virksomheder og på uddannelsesinstitutioner, er blevet et produkt som så meget andet. Der findes politikere, reklamefolk og direktører, der umuligt kan sætte to ord sammen, uden at det føles, som om det er blevet sagt af tusind andre før dem; tilsat nøjagtig de samme fraser og bullshitlingo og præsenteret som talløse andre kopivarer fra det identitetspolitiske overskudslager. Det egentlig foruroligende er, hvor nemt det har været for AI at klone klicheerne.

OVERALT bør reaktionen på en ny, optimeret kunstig intelligens være, at original tænkning gødes bedre. Det behøver man ikke en uddannelse for at gøre; det handler om viljen til at orientere sig bredt og til konstant at drage egne slutninger og tankemåder i tvivl. Det kræver især, at man hæver sig over stamme­tænkningen og sætter sig selv på spil. Og det indebærer, at institutioner, der har med tænkning og formidling at gøre, fra universiteterne og pressen til den politiske verden, tager den opgave på sig, de er grundlagt til at varetage: at tjene den selvstændige, oplyste borger. Med ægte intelligens.