Leder. Sagen om de slettede sms'er handler om mere end mink eller statsministerens troværdighed. Det er efterretningstjenesternes uafhængighed, der er på spil.
Frem i lyset
HVIS ministre siger noget andet end sandheden til Folketinget, kan man kalde det forskellige ting: De har løjet, fordrejet, fortiet, fortegnet, forvansket, og det kan være mere eller mindre forsætligt. Det sker for alle regeringer, og det handler om at skjule noget ubehageligt. Ministrene fremstår fornærmede og selvretfærdige, oppositionen forargede og principfaste. Om det så resulterer i mistillid og ministerafgang, en næse eller ingenting, afhænger mindre af selve sagens alvor end magtforholdene i Folketinget.
NU handler det om de slettede sms’er, og den sag er alvorlig nok. Den dybt kaotiske beslutningsproces hænger tæt sammen med den helt vanvittige erstatning til minkejerne. Socialdemokrater føler sig ofte lidt hævet over folkestyrets besværligheder, en tilbøjelighed, der blev forstærket i coronatiden. Regeringen kunne i dag spare os for diskussioner om forældelsesfrist, tilbagevirkende lovgivning og rigsretter ved at smide kortene på bordet og bidrage aktivt til at oplyse alt i denne sag. Men det er umuligt at trække andet end fornærmede attituder ud af statsministeren.
Del: