Forklædt pr

HVORFOR LOBBYER ET pensionsselskab for et skærmforbud til voksne mennesker?

Det spørgsmål får man desværre ikke noget godt svar på i en pressemeddelelse fra Danica Pension. Til hverdag tjener virksomheden penge på at investere i blandt andet våbenindustrien, men nu er Danica Pension pludselig sprunget ud som lobbyist for tidens store skærmforskrækkelse. 

»Vi har brug for at tage alle midler i brug, når det handler om at skabe bedre trivsel for vores børn,« siger udviklingsdirektør Camilla Thind Sunesen. 

Rørende. 

Danica Pension vil have kommunerne til at indføre zoner med skærmforbud på offentlige legepladser, biblioteker, skoler og daginstitutioner. Camilla Thind Sunesen fortæller til TV 2, at det skal ske via skilte, der »venligt henviser til, at man i enkelte zoner på legepladserne lægger skærmene væk, kigger op og er til stede med sit barn«.

Hun kan selv være til stede med sine børn. 

Danica Pension, der er ejet af Danske Bank, er en privat virksomhed, der prøver at score pr-point i medierne ved at brande sig selv som socialt ansvarlig, alt imens man invaderer andre familiers privatsfære og smider brænde på bålet i den nærværsbesatte, tryghedsfikserede, diversitetsintolerante trivselsdebat.

Det hele under dække af at kere sig om små børn. 

Ifølge Danica Pension selv har de oplevet en »markant« stigning i antallet af deres kunder, der ønsker rådgivning om skærmvaner. Dog ikke så markant, at de oplyser, hvor mange kunder det drejer sig om. 

Til gengæld har Danica Pension bestilt en Voxmeter-måling, der viser, at 60 procent af danskerne bakker op om forsikringsselskabets forslag om skærmfri zoner i det offentlige rum. 

Målingen fremlægges heller ikke i pressemeddelelsen, men det er et kendt greb blandt interesseorganisationer, der vil bevise, at befolkningen bakker op om lige netop deres mærkesag, at få foretaget en måling, der kan citeres i medierne og underbygger et nyt forslag. 

Det er svært at forstå, hvorfor lige netop et pensionsselskab springer ud som politisk parti og prøver at påvirke kommunerne til at pålægge danskerne mere regulering, mere nudging og, i sidste ende, mere udskamning. 

Skærme er sammen med sukker, cykelhjelme, sociale medier og andre spørgsmål, der har at gøre med børns velbefindende, efterhånden blevet fænomener, der i sig selv berettiger til at blande sig i de andres liv på en grænseoverskridende måde. 

Argumentet er nu, at den form for indgriben ikke blot er for barnets bedste, men også for de voksnes bedste, fordi staten eller det offentlige dermed befrier dem fra byrden med at skulle træffe selvstændige beslutninger i deres eget liv. Helt ned til, om man har lyst til at gå på Instagram på legepladsen. På den måde bliver vi alle børn for staten. 

Det lyder ærlig talt ikke godt for folkesundheden. 

I retfærdighedens navn skal det siges, at udviklingsdirektør Camilla Thind Sunesen ikke er 100 procent totalitær, når det handler om skærmforbuddet på bibliotekerne. 

»På biblioteker kan det dog give fin mening at have undtagelser for de stationære computere, der er opstillet til fri afbenyttelse,« siger hun til Berlingske

Storsindet.