UNGE på SU kan i pressede situationer komme til at minde en smule om landets svineavlere, når de reagerer på tiltag, der forringer deres vilkår. Nogle svinebønder synes, at regeringen »udsætter dem for racisme«, mens visse studerende mener, at politikerne er »uddannelsesfjendske« og »pisser på de studerende«. Fra andre sider bruges udtryk som »skammeligt« og »vanvittigt«. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at der var planer om at indføre børnearbejde i Danmark. Reaktionerne antyder, at man har haft så mange privilegier så længe, at man har glemt at tænke over, hvorfor de egentlig eksisterer.

STUDERENDE og deres forargede repræsentanter er vrede over, at regeringen vil fjerne SUen for 81.000 hjemmeboende studerende. Frustrationen fra både Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Dansk Magisterforening og Enhedslisten rettes særligt mod De Radikale og SF, der sidder i regering og derfor skal finde penge til både forsvar, tandlæger og skattelettelser. De to partier kommer med en halvkvædet afstandtagen til deres regerings eget forslag. Det er ikke kønt. De burde slå fast, at det er på høje tid at tage dette opgør.