Serveret. Tre retter til fem mennesker og et budget på 250 kroner? Det burde være muligt.

Til middag hos SU-modtageren

Flere af børnene tilhørende min matrikel, såvel biologiske som tilvundne, har efterhånden nået SU-alderen, hvorfor jeg jo skal vænne mig til ikke længere at kalde dem børn, men unge mennesker. Og hvilke unge! Jeg føler nogle gange, at mit køkken er en havneby, og de er skibe, der kommer sejlende ude fra de store have og den store verden lastet med nyheder, overraskelser og fortællinger. Gennem dem får jeg også genopfrisket guldalderen, Goethe og græske guder. Og bliver mindet om, hvordan det er at være på SU.

Husets næstældste læser økonomi på Københavns Universitet, og for ham er der gået sport i at få uddannelsesstøtten til at række. Han tjekker reklameaviser og zigzagger sig gennem byens supermarkeder på jagt efter gode råvarer, der ikke ruinerer ham. Forleden var han særlig optaget af det, fordi han skulle have sin madklub på besøg. Den består af fem sultne unge mænd, og konceptet for madklubben, som er inspireret af tv-programmet Til middag hos... lyder, som følger: Værten inviterer på tre retter mad, og efterfølgende bliver han vurderet på ikke alene maden, men også sit værtskab og sin underholdning. Budgettet må ikke overskride 250 kroner, alkohol er bandlyst, fordi det er en hverdagsaften, og det er forbudt at servere dhal. Det er en servering, der også er på negativlisten på flere køkkener på Egmont-kollegiet, ved jeg. Den mættende vegetarret, der er nem og billig at lave, har sejret sig selv ihjel.

siwu
Signe Wulff (f. 1979) er cand. mag. i fransk og moderne kultur og kulturformidling og blandt andet forfatter til 'I køkkenet med Karen Blixen'. Signe Wulff er især optaget af alt, der rører sig i den kulinariske verden og skriver til kultursektionen om mad, vin, og de oplevelser, gastronomien bringer med sig.

Andre læser også