Leder. Den vestlige verden er bygget på et fundament af blasfemi. Det bør regeringen huske på, inden den genindfører en for længst forældet paragraf.

En løkke om halsen

BLASFEMI er et begreb, der i årtierne efter Anden Verdenskrig i Danmark og over store dele af den vestlige verden i stigende grad blev meningsløst. Det hang naturligvis sammen med, at kirken som institution mistede sit moralske tag i et flertal af befolkningen, og at kristne herefter indstillede sig på, at kristendommen måtte vise sit værd uden lovgivningens hjælp. Danmarks blasfemiparagraf havde desuden været stort set urørt i årtier og føltes som et bedaget og malplaceret levn fra enevældens tid, da den i 2017 endelig blev sløjfet.

ER der en krybende fornemmelse i disse dage af, at man i regeringskredse længes efter at hive paragraffen op af graven igen, skyldes det den mellemøstlige uro, der har fulgt nogle aktivisters afbrænding af koraner i Danmark og Sverige. Socialdemokratiets Trine Bramsen har udtalt, at hun ikke kan se, »hvorfor det skal være fuldt lovligt at brænde andres hellige skrifter af«. Og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har, skønt han »til enhver tid« vil forsvare folks ret til at brænde koraner af, kaldt det »en skændig handling at krænke andres religion«.

klwi
(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).

Andre læser også