Tilbageblik. Palæstinenserloven af 1992 spøger fortsat i dansk politik, hvor den efter 33 år er blevet et symbol på udlændingepolitisk naivitet – særligt i forhold til palæstinensiske flygtninge.
En hellig alliance

Over 70 palæstinensiske flygtninge befandt sig i Blågårds Kirke på Nørrebro i København. Arkivfoto: Steen Jacobsen, Scanpix
Den 3. marts 1992 vedtog Folketinget den såkaldte palæstinenserlov, hvor et alternativt flertal til den siddende VK-regering tildelte asyl til 321 statsløse palæstinensere. Cirka 70 af dem havde i månederne op til vedtagelsen bosat sig i en kirke på Nørrebro i protest over, at de stod til udvisning. Aktionen blev omdrejningspunkt for en større kulturkamp om forholdet mellem udlændingepolitik og moral.
I årene, der fulgte, kom disse temaer kun til at fylde mere i dansk politik, men der blev også længere mellem dem, der i tilbageblikkets klare lys ønskede at forsvare loven. I dag er den blevet et symbol på udlændingepolitisk naivitet i en sådan grad, at ledende politikere stadig henviser til den, når de skal forsvare deres politiske kurs. Således kunne udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i august opfordre Politikens læsere til, at man »studerer sin historie«, da han skulle forklare, hvorfor Danmark ikke ville tage imod syge palæstinensiske børn. Det var palæstinenserloven, han henviste til.
Del: