En drastisk beslutning

EN kommission! Det instrument griber politikere gerne til, når de ikke ved, hvad de ellers skal gøre ved et problem. Skattekommissionen, Tibetkommissionen, FE-kommissionen, fortsæt selv. Altinget finkæmmede forleden det nye regeringsgrundlag, og her fandt man yderligere forslag om »​tre kommissioner, fire udvalg, to partnerskaber, en ekspertgruppe, et råd og en arbejdsgruppe«. Selv busbetjening skulle have sit eget udvalg. I særlig grad har Minkkommissionen fyldt i debatten; borgerlige politikere bildte sig vistnok ind, at betydelig fokus på misforvaltningen af den sag kunne give dem magten. Det kan undre, at det alene er blevet de stakkels dyrs kranke skæbne, som i dag definerer coronakrisens samlede politiske fejlgreb.

BELEJLIG kan man næppe kalde den tanke, at der synes at mangle endnu en kommission, et udvalg, en ekspertgruppe, kald det, hvad De vil. Og så alligevel. Langt vigtigere end minkerhvervets akutte nedlæggelse er jo den behandling, børnene blev udsat for. Som B.T. dokumenterede i juli 2020, frarådede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, blot syv timer før Mette Frederiksens skelsættende pressemøde 11. marts 2020, regeringen at lukke skoler, børnehaver og vuggestuer. Havde Brostrøm ret? Vi aner det ikke. For et par uger siden spurgte vi her i avisen flere eksperter, og de var indbyrdes stærkt uenige. Professor Lars Østergaard mente, at skolenedlukningerne efter alt at dømme var nødvendige. Professor Jakob Kjellberg anså det derimod for »indiskutabelt«, at »børnene betalte en høj pris«. Led de et betydeligt læringstab, og gjorde de lange nedlukninger børnene mentalt syge? En undersøgelse kunne tyde på det. Men hvad så med smittefaren? »I det sene forår 2020 vidste man med stor sikkerhed, at effekten af skolenedlukninger var begrænset,« sagde Kjellberg.