Drejebog over et gudsforladt valg

Der er udskrevet bispevalg i Aalborg Stift. Blandt mange andre ting kan man i dén anledning forvente nogenlunde følgende: Begivenheden vil punkt ét påkalde sig stort set ingen opmærksomhed endsige interesse blandt folkekirkens almindelige medlemmer. Kandidaterne vil punkt to gøre alt, hvad de kan, for at tilpasse sig til en kedsommelighed grænsende ensartethed i et forsøg på at undgå kontroversielle emner. Dertil vil de toppes om at indtage den overtrafikerede kirkelige midtbane, hvor man uden undtagelse kun kan være grundtvigianer. Det siger omtrent lige så meget om en præst og bispekandidat, som når man beskriver en cirkel som rund. Man sikrer sig, at der stort set ingen forandringer sker derved, at kun præster og menighedsrådsmedlemmer har stemmeret, ikke de almindelige medlemmer. Status quo er et lige så fast credo i kirken som trosbekendelsen, og derfor er en maskinmester at foretrække i folkekirkens ledelse frem for en modig kaptajn, der manøvrerer ud i tidens oprørte farvande med mod til at angive anderledes bud på nyorientering og teologisk-kristelig relevans for Gud og navnlig hver mand.

Alle andre topposter i stat, region og kommune rekrutteres ellers ud fra faglige kompetencer og erfaring, og man benytter sig af professionelle rekrutteringsfirmaer. Men ikke i folkekirken. »Man kunne lige så godt kaste med terning. Så har de kvalificerede i det mindste også en chance,« som en kollega engang sagde.