GUD er tilsyneladende umulig at slå ihjel. Det er ikke mange år siden, at det i Danmark blev anset for taberagtigt at være kristen. Jo mindre man vidste om kristendommen, jo klogere var man faktisk; og det blev smart at sige, at her til lands foretrækker vi at tro på et liv før døden. Den amerikanske sociolog Phil Zuckerman konkluderede ligefrem i bogen Samfund uden Gud fra 2008, at Danmark er det mest sekulariserede land i verden.

ER Danmark uomtvisteligt et land, hvor man uden problemer kan leve hele sit liv uden at blande Gud ind i det, så synes han – eller hen, om man vil – nu alligevel i disse år at være på vej tilbage. Da Weekendavisen i anledning af den tilstundende påske i sidste uge gjorde status over folkekirken, var konklusionen entydig: Det går overraskende godt. Folkekirken er en af de få samfundsbærende institutioner, som medlemmerne ikke flygter fra: Mens folk forlader partierne, opsiger papir­aviserne, melder sig ud af fagforeningerne og jævnligt opløser deres ægteskaber, så er de trofaste over for kirken.