Nyromantik. Vi dyrker det nære, vores familie og os selv. Vi finder tilbage til naturen og tilbeder den som en kirke. Og vi tager os i agt for den store verdens baciller, larm og grænseoverskridende adfærd.
Nature morte
God tur & god afstand, står der på skilte ved parker og i skove over hele landet. Den velmenende, nærmest gemytlige statslige opfordring viser, at covid-19 er en virus til tiden: Styr uden om det ukendte. Udforsk den lokale natur med de nærmeste.
Pandemien forstærker en tendens over hele den vestlige verden, som allerede tog fart inden krisen. Vi ruller det internationale samarbejde tilbage; landene lukker sig om selv; det samme gør familierne, ja, det enkelte individ. Vi slår grænsebommen ned, vi bliver hjemme eller holder ferie i Danmark og afsøger naturen, hvor vi kan være alene. Hvad udad tabes, skal indad vindes, som det hed under en anden national eksistenskrise – dengang efter nederlaget i 1864.
Del: