SAN DIEGO, CALIFORNIEN – Dr. Fauci er et navn, som skærer tværs gennem den amerikanske offentlighed. I næsten 40 år var han chef for National Institute of Allergy and Infectious Diseases, og under coronakrisen udlagde han pandemien for hele USA. Han blev verdensberømt, forgudet af Demokraterne, dæmoniseret af Republikanerne. Sidstnævnte ser helst, at han ender bag tremmer.

I den bestræbelse spiller Kristian Andersen en ufrivillig hovedrolle. Weekendavisen møder den danskfødte forsker i hans laboratorium lige nord for San Diego i det smukke område La Jolla fuld af medicinske og videnskabelige forskningsinstitutter og med udsigt over Stillehavet. Vi skal tale om sundhedschefens tragiske skæbne og danskamerikanerens egen opsigtsvækkende andel i hele den spegede sag.