Sengekammerater. Med valget af Robert F. Kennedy Jr. som sundhedsminister har Trump forenet rygende uenige stemmer fra højre- og venstrefløjen om én fælles overbevisning: at det hele er en stor konspiration.
Forenet af mistillid
Det virkede som olie og vand, der blev til et, da Donald Trump valgte Robert F. Kennedy Jr. som sit bud på en ny sundhedsminister. Farvel til den gamle verdensorden, hvor højre og venstre side af det politiske spektrum ikke kan være i stue sammen. Nu kunne den højrepopulistiske forretningsmand Donald Trump flette fingre med venstreorienterede Kennedy, den tidligere miljøadvokat, der så sent som i 2023 stillede op som demokratisk præsidentkandidat.
MAGA-bevægelsen vil slå hårdt ned på migranter og minoriteter og aflyse den grønne omstilling. Kennedys konspiratoriske borgerrettighedskamp har derimod haft klimabenægtere og den forurenende industri blandt sine hovedfjender, og ser vacciner som en »medicinsk racisme« over for sorte amerikanere. Hvordan kan to så forskellige strømninger fra hver sin politiske fløj pludselig dele seng?
Del: