På tværs. Coronakrisen har forenet uforenelige grupper i et oprør mod centrale sandhedssigere. Men populisme er det ikke – forskere forklarer opstanden med en helt ny -isme.
Populismens efterfølger
Men in Black på Rådhuspladsen, stormtropperne fra Capitol Hill og nazisterne på Rigsdagstrappen. Det lyder som tre dårlige B-film med så små budgetter, at man har kopieret allerede kendte filmkarakterer og placeret dem i yderst lokale omgivelser for at få pengene til at række. Lidt i stil med Reptilicus, den danske version af Godzilla fra 1961. Men under coronakrisen er den slags blevet virkelighed.
2021 blev nærmest blæst i gang af en mand i bar mave og pelshat, der ledte en menneskestorm på demokratiets allerhelligste haller, nemlig Kongresbygningen på Capitol Hill i Washington, D.C. I Tyskland havde nazi-sympatisører, naturkvaksalvere og venstreorienterede hippier – de såkaldte Querdenkern – forsøgt at gøre det samme fire måneder tidligere, men var kun nået til fortrappen på Rigsdagsbygningen i Berlin. Og i Danmark hjemsøger sorte optog arrangeret af foreningen Men in Black de ellers så mennesketomme gader weekend efter weekend med romerlys og dukkeafbrændinger.
Del: