Leder. Når prominente vaccineskeptikere bruger problematisk dansk forskning som rygdækning, er det en afgørende journalistisk opgave at bidrage med den eneste kur: stærk oplysning.
Den rigtige vaccine
ANTIVAXERNES og vaccineskeptikernes fortællinger om storkapital, statslig tvang og hemmeligholdte bivirkninger var engang et fænomen blandt spraglede og yderligtgående konspirationsteoretikere. De handlede om skadelige vacciner, produceret og ført frem af en alliance mellem medicinalindustrien og den såkaldt dybe stat, som sammen skjuler de skadelige følger. Deres indflydelse var begrænset, indtil covid-19 ramte verden. Her fik de vind i sejlene: En forståelig bekymring over en uprøvet vaccine blev koblet til yderfløjenes kritik af statens »overgreb«. Konsekvensen var, at mange – særligt i USA – undlod at lade sig vaccinere, med store konsekvenser for spredningen af sygdom og død. I dag er bevægelsen blevet mere magtfuld og mainstream, ikke mindst med Donald Trumps udnævnelse af Robert F. Kennedy Jr. som sundhedsminister. Vaccineskeptikerne marcherer, og deres kampråb bliver særligt farlige, når de påstår at have stærk faglig rygdækning.
VIDENSKABELIGE eksperter retter derfor hård kritik mod to danske professorer fra Syddansk Universitet, Peter Aaby og Christine Stabell Benn. Det har Weekendavisens Gunver Lystbæk Vestergård skrevet om i en række opsigtsvækkende artikler. Stabell Benn og Aaby, der privat er gift, har længe påstået, at DTP-vaccinen mod difteri, stivkrampe og kighoste er farlig og kan øge børnedødeligheden i lavindkomstlande. Netop DTP-vaccinen er en af verdens mest udbredte vacciner – i Danmark har stort set alle børn fået de tre anbefalede stik inden deres første fødselsdag. Problemet er, at vaccineskeptikere, nu med RFK Jr. i spidsen, meget specifikt henviser til Aaby og Stabell Benns forskning. De to forskere kritiseres for at overdrive en meget »skrøbelig« forskning, og Weekendavisen har fortalt, at Aaby og Stabell Benn i årevis undlod at publicere data, som potentielt kunne modbevise deres egne påstande om den farlige vaccine. »Kejserens nye klæder«, »skandaløst« og »amatørbiks«, lød det fra de bekymrede fagfolk.
HELTE i en farlig bevægelse er de danske professorer nu blevet, og det bærer de selv et ansvar for. Stabell Benn har ladet sig udnævne til en komité under den stærkt vaccineskeptiske Florida-guvernør Ron DeSantis og kaldt Anthony Fauci, den sundhedsfaglige chefrådgiver for syv amerikanske præsidenter, for »enormt politisk styret«. Dermed har de selv bidraget til en stærk politisering af deres forskning, og det er netop den sammenhæng, der får deres kolleger til at gå i rette med dem. De to kritiserede forskere prøver at så tvivl om Weekendavisens motiver og journalistiske metoder, men det er en afledningsmanøvre. Den journalistiske opgave er meget væsentlig, idet antivaxernes påstande har store konsekvenser. I Danmark gik det ud over piger, der ikke fik deres HPV-vaccine. I USA vokser tilfældet af mæslinger, og folk dør igen af sygdommen. Mod den slags fortællinger dur kun én vaccine: oplysning og kritik. Den kan have bivirkninger, der føles ubehagelige, men det er i den grad nødvendigt.

Del: