Vejet på en forældet vægt

Det er normalt et privilegium, at ens forskning er genstand for Weekendavisens opmærksomhed.

Desværre er det ikke tilfældet i to artikler, som Weekendavisen har trykt den 21. februar og 5. marts. Her iscenesættes et karaktermord på et konstrueret grundlag, men jo alligevel med intenderet skadevirkning. Vi har svaret punkt for punkt på kritikken i to artikler, der ligger på www.bandim.org.

Kort fortalt, så havde journalisten allerede taget stilling til sagen, inden hun kontaktede os to dage før deadline. Vi blev bedt om at besvare spørgsmål af typen: »Kan I forstå, at nogle finder det hyklerisk«, »nogle mistænker«, »andre kritiserer«. Det fremmer ikke en seriøs meningsudveksling om et komplekst emne.

Selvom vi insisterede på at besvare spørgsmålene skriftligt, prøvede journalisten at fordreje vores svar ved at forkorte dem misvisende eller henføre dem til andre spørgsmål end dem, vi havde besvaret. Vi måtte også korrigere objektivt forkerte påstande i de citater, vi fik til gennemsyn, selvom det jo er journalistens ansvar at kontrollere sine kilder.

Hovedangrebet i den første artikel var en uønsket, men undtagelsesvis og forklarlig forsinkelse af en forskningsartikel, hvis resultat ikke modsiger vores teorier. Det lykkes alligevel journalisten at fremstille det som et forsøg på at fortie et resultat, hvilket ikke giver mening, når resultatet netop ikke udfordrer teorierne, og når vi i øvrigt har en dokumenteret track record for også at publicere resultater, der modsiger vores teorier – vi har sågar skrevet en artikel om, at det er, når man modsiger sig selv, at man lærer mest.

Dernæst baseres angrebet på en forældet tankegang om p-værdier. Artiklen fastholder en dikotom modsætning mellem et resultat med en p-værdi på henholdsvis 0.049 og 0.051. De fleste har for længst forladt den position, men i artiklen får den unægtelig fuld skrue. 

Det er ikke fri for at være komisk at blive målt og vejet på en så forældet vægt. Og der er heldigvis internationalt en anden forståelse for at vurdere betydningen af de resultater, vi har fremlagt i hundredvis af artikler i anerkendte tidsskrifter.

Angrebet i den anden artikel, som vi besvarede uden for journalistens artikel, fordi vi ikke længere troede på hendes neutralitet, har som omdrejningspunkt det danske Calmettestudie. Her citeres en tidligere medarbejder, Lone Stensballe, for en historie om, at vi har modsat os at publicere studiets negative hovedresultat, og at vi har lavet »data-tortur« for at finde en positiv effekt i den gruppe af børnene, hvis mor selv havde fået Calmettevaccinen (»BCG«). 

Vi har fremlagt den statistiske analyseplan, der dokumenterer, at historien er falsk. Vi havde specifikt defineret denne analyse, baseret på den overraskende observation fra Guinea-Bissau, at mæslingevaccinen havde gavnligst effekt i børn, der havde mæslingeantistoffer fra deres mor. Da vi opdagede dette i 2012, skyndte vi os at inkludere i Calmettestudiet, at vi ville samle information om mødrenes Calmettevaccine, så vi kunne undersøge, om Calmettevaccinen ville virke bedst blandt børn af vaccinerede mødre, i lighed med hvad vi så for mæslingevaccinen.

De fleste forskere vil kunne forstå, at det var fantastisk at kunne bekræfte den hypotese i Calmettestudiet. Vi har i øvrigt bekræftet hypotesen om den maternelle effekt af både mæslingevaccinen og Calmettevaccinen flere gange siden.

Vi har gennem årene vejledt et hav af studerende og haft utallige internationale samarbejder. De fleste er heldigvis positive, men vi tror, at mange kender til, at et samarbejde løber af sporet, som det gjorde i tilfældet med den citerede medarbejder. Vi håber, at det er de færreste, der oplever, at en journalist ved en respekteret avis agerer villigt værktøj for en vendetta uden at trykteste historien.

Weekendavisen har tidligere bragt flere artikler om det fantastiske potentiale, som opdagelsen af de uspecifikke vaccineeffekter udgør. Evidensen peger på en reel mulighed for at forbedre vaccineudvikling og vaccinationsprogrammer verden over ved at optimere både specifikke og uspecifikke effekter. Det burde være meget mere interessant end at nedgøre vores forskning.

Christine Stabell Benn og Peter Aaby er professorer ved Syddansk Universitet

Svar fra redaktionen: Som journalister har vi pligt til at forelægge kritik for den kritiserede part, uanset hvor hård den måtte være. Derfor indgik ord som »hyklerisk« i det materiale, vi sendte til Peter Aaby og Christine Stabell Benn. I artikel to, »En udødelig hypotese«, citeres Lone Graff Stensballe ikke for at have talt om »data-tortur«. Hun citeres for en anklage om, at Aaby og Stabell Benn ikke ønskede at publicere hovedfundet fra Calmettestudiet alene, men sammen med et sekundært fund i en subgruppe. Forløbet bekræftes i artiklen af Gorm Greisen, som var medlem af Calmettestudiets styregruppe.