Demokrati­­­forskrækkelse

Det danske skolevalg er absolut ikke (kun) for børn. Når 70.000 elever i 8., 9. og 10. klasse sætter deres kryds, følger hele landet – med rette – med. I løbet af den tre uger lange »valgkamp« i 2024 diskuterede eleverne intensivt spørgsmål som værnepligt til kvinder, hårdere straffe for vold, udvisning af kriminelle med indvandrerbaggrund, atomkraft i Danmark, afkriminalisering af stoffer osv. På valgdagen blev Liberal Alliance klart det største parti med 30 procent af stemmerne, dobbelt så meget som Socialdemokratiet. Det blev naturligvis analyseret vidt og bredt.

Denne gang har skolevalget gjort sig bemærket længe inden afholdelsen i januar 2026. Det skyldes, at flere ungdomspartier havde indstillet forslaget »Anerkend Palæstina som selvstændig stat«. Et helt relevant spørgsmål, som mange unge går stærkt op i. Men Folketingets Præsidium, som af uransagelige grunde skal godkende emnerne til skolevalget, har blokeret netop dette spørgsmål. »Det rummer en høj grad af kompleksitet og er et potentielt følsomt emne for konkrete elever og deres familier,« lyder det. Og Præsidiets formand, Søren Gade, forklarer, at spørgsmålet om Palæstina risikerer at forvandle intentionen om demokratiforståelse til »demokratiforskrækkelse«: »Vi anser det for at være så sprængfyldt, at det ikke vil give en god demokratisk oplevelse, fordi det netop er noget, som deler vandene rigtig meget.« Og tilføjede: »Man skal også tænke på, at der står en skolelærer, som skal have klassen til at fungere efter skolevalget.«

Afgørelsen er blevet kritiseret hårdt, særligt af venstrefløjens ungdomspartier, som kalder det et »demokratisk problem« og »uhyggeligt«. Og Præsidiets censur er dybt problematisk: I modsætning til flere andre europæiske lande anerkender Danmark ikke Palæstina, og en debat kunne virkelig gøre eleverne klogere på hele konfliktens mange svære nuancer.

Men sagen er endnu mere problematisk, end den først syner, og det ignorerer kritikerne af Præsidiet belejligt. Censuren indgår i et internationalt mønster, hvor arrangementer om Israel-Palæstina fjernes, begrænses eller forhindres. Lige siden terrorangrebet 7. oktober og den følgende krig i Gaza er talrige begivenheder blevet aflyst, og det gælder både litteratur- og kunstfestivaler, prisuddelinger, flere tilfælde af boglanceringer, foredrag, comedyshows, undervisningsforløb og filmforevisninger.

Det er sket efter protester mod palæstinensiske deltagere og antiisraelske holdninger eller mod israelere og deltagere med »zionistiske« synspunkter. I alle tilfælde er beslutningerne truffet af arrangører, ofte efter hårdt pres, og man forklarer det med bekymring for sikkerhed eller unødig »politisering« af arrangementerne.

Konsekvensen? Der har stort set ikke været arrangementer, hvor krigen og konflikten er blevet diskuteret ordentligt og respektfuldt. Universiteter, museer, gallerier, festivaler, biblioteker og andre institutioner, som normalt vil påtage sig at skabe scener og rum for modstridende synspunkter, har for længst opgivet. Man er bange for at fremstå antisemitisk, zionistisk eller for, at begivenheden løber af sporet. Israelere bliver stort set ikke inviteret, da propalæstinensere sjældent vil møde dem. Og propalæstinensiske stemmer er ofte blevet aflyst efter protester fra Israel eller jødiske organisationer.

Lad os være ærlige om årsagen til Præsidiets indblanding i det danske skolevalg.

Søren Gade siger, at han er bange for, at diskussioner om Israel-Palæstina vil blive for ubehagelige: I en klasse kan der »være unge af jødisk oprindelse og unge af palæstinensisk oprindelse … hvor man får så hård en debat, at det kan blive svært overhovedet at samle klassen igen«, siger han.

Det er utvivlsomt rigtigt, at debatten kan blive hård. Men Søren Gade går rundt om problemet med sin generaliserende forklaring. Og hans kritikere forholder sig overhovedet ikke til det. Gade har ret i, at debatten vil være svær at håndtere for folkeskolerne, men den ærlige udlægning vil være, at den bliver fuldkommen ensidig. I skoler med mange elever med mellemøstlig baggrund vil det kræve mange kræfter at insistere på det israelske perspektiv. Også blandt de mere aktivistiske elever må man forvente modstand mod den israelske side af fortællingen. Det er netop derfor, amerikanske universiteter har opgivet at fungere som ramme for debatter om Mellemøsten overhovedet.

Præsidiets næstformand Leif Lahn siger, at de er »bekymrede for, at der ved et så svært emne er nogle unge, der ikke kan være i det«. En mere præcis formulering vil lyde, at debatten risikerer at blive totalt ensidig, og at problemet ikke er de få jødiske elever rundtomkring på skolerne. Som det har vist sig, er de i forvejen stadig mere pressede på grund af deres religiøse baggrund.

Selvom udfordringen er åbenlys, er det Præsidiet og Søren Gade, der lider af demokratiforskrækkelse. Deres beslutning er en enorm falliterklæring. Folketingets Præsidium burde sammen med ungdomspartierne, skolelederne, lærer- og elevforeninger insistere på, at debatten om Israel og Palæstina skal foregå, koste hvad det vil. Og at man vil samle alle kræfter og ressourcer for at få det til at ske. Netop skolevalget er det oplagte og nødvendige sted; her får idealerne om dannelse, tolerance og demokrati et meget konkret udtryk. Når man opgiver – præcis som i resten af den vestlige verden – overlader man sagen til følelser, individuelle erfaringer, gruppepres og sociale mediers algoritmer. At end ikke den danske folkeskole kan magte opgaven, er seriøst deprimerende.