Dansk samling

Bestyrket af meningsmålingernes tale trives den forestilling, at dansk politik et halvt år efter det store regeringseksperiments etablering er på flugt fra en iltfattig midte, på ilmarch ud mod fløjene.

Det forholder sig omvendt. I dybere forstand er det fløjenes verdensbillede, der er i dyb krise. Noget skyldes midterregeringen selv, men især er det Ukrainekrigen, der fremskynder udløbet af fløjenes patentløsninger og forvandler livsvigtige og definerende positioner til pudsige museumsgenstande fra engang for længe siden.

Vælgerne er ganske vist meget beslutsomt forsvundet fra flertalsregeringen. Man har præsteret danmarksrekord i den ædle disciplin »vælgertømning på tid«, idet de flygtende vælgere typisk gør stop hos indflydelsespartier som SF, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.

Men på Christiansborg vandrer partierne den modsatte vej. Folketinget vrimler med fremkommelige og pragmatiske partier, som indgår store aftaler og forlig med det forhadte regeringsforetagende. Forsvarsforliget savner næsten fuldstændig røster imod de omfattende investeringer. Kun Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti og Radikale står uden for det radikale nybrud, som reformen af universitetsuddannelserne er.

Midten er en markedsplads, og markedspladsen drager den politiske handelsmand.

YDERFLØJENES essens handler ikke om velfærdsstaten og heller ikke om kapitalistisk markedsøkonomi; begge dele er i Danmark fladt konsensusland med små bakkeøer hist og hyggelige dalstrøg her. Fløjenes særlige gave til almenheden har længe været deres omverdensbillede, deres forestilling om Danmarks placering i verden. Det billede krakelerer.

På venstrefløjen er det den neutralistiske position født i 1864 og næret af den russiske revolution, som forlades i ukoordinerede spring gennem et langt århundrede. Socialdemokratiet blev NATO-parti i 1949, SF sprang ud af den kommunistiske favn i 1959, fodnoterne i 1980erne forblev fodnoter, EF-modstand blev aparte.

I 2022-23 blev selv Enhedslisten til en slags NATO-accepterende parti, i takt med at det nordiske alternativ søgte ly hos den gamle fjende. Man finder selvfølgelig forsikringspolicen for dyr, og man afventer naturligvis det bedre og klogere alternativ. Her fordres nok et mål revolutionær tålmodighed.

Og ude til højre? Hvis forestillingen om nationernes neutralistiske liv i solen uden for USAs og Bruxelles' lange skygger var venstrefløjens patent, har man en slags tvilling på højrefløjen. Også her er nationalstatens frihed i en ond omverden det egentlige.

Mens NATO tåles og hyldes, er modvilje mod ukontrolleret (stor)mellemøstlig indvandring partiernes syldsten. Modviljen mod internationale konventioner er deres selvfølgelige guldstandard. Det gælder indlysende for Nye Borgerlige, der er født og døbt i en afsværgelse af konventionerne, og det gælder Dansk Folkeparti, når partiet fritskrabes for ældresagen.

HOLDNINGEN til konventionerne har spillet en central rolle i det borgerlige Danmark i hvert fald siden det lille systemskifte i 2001, fordi generøs velfærd og opstramninger på udlændingeområdet var samarbejdets kit. Men opgøret med konventionerne har mest været rituelle sange og taskenspilleri. Dansk Folkeparti leverede mandater til VK-aksens daglige gerning ledsaget af meget højlydte verbale angreb på konventionerne, mens deres overholdelse var samarbejdets faste forudsætning fra start til slut.

Og da flygtninge og migranter i efteråret 2015 fyldte Europas transportveje og skabte Nye Borgerlige, skete noget tilsvarende. Nationen fik et parti skabt i protest mod, at man ikke ville løse udlændingesagen til bunds. Konventioner måtte ikke stå i vejen, lød parolen. Men så snart Pernille Vermund havde sikret sit parti plads i Folketinget, justerede man fanehøjden i bestræbelsen på at blive ligeværdig partner i den blå blok, som De nok husker. Det gik, som det gik, og fanen slæbte hen ad jorden.

Alt har været ledsaget af de for tiden regeringsbærende partiers forsikring om at ville gå til kanten, udfordre og løbe procesrisiko, hvilket er synonymer for, at man vil overholde konventionerne, mens man undersøger muligheden for at finde allierede, som vil være med til at tø dem en smule op på et tidspunkt. Seneste kapitel i den historie udfoldedes dette forår, mens flygtninge- og migrantpresset på Sydeuropa øgedes dag for dag. Folketinget behandlede et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at ændre Danmarks tilslutning til den europæiske menneskerettighedskonvention.

Man foreslog at kalkere den danske politik på EU-forbeholdenes område, »så det er Folketinget og de danske myndigheder, der afgør, hvilke udlændinge der skal ind, og i særdeleshed ud«, som formand Morten Messerschmidt formulerede det. Danmark skulle melde sig ud af konventionen og så genindtræde med et forbehold.

Forsøget på at afsmøge sig konventionernes spændetrøje er en genganger fra tidligere tider, og der var interessante forskydninger i retning af det lunkne, nu da Dansk Folkeparti ikke længere er ene om at repræsentere den parlamentariske konventionsskepsis.

Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne, bakkede sine tidligere partifæller op med tilslutning til, »at man indgår i forhandlinger, så man netop kan drøfte, hvordan konventionen kan udfordres og ændres«. Danmarksdemokraterne endte med at støtte »intentionen bag« Dansk Folkepartis beslutningsforslag, men understreger sin manglende tro på, at det kan lade sig gøre i virkelighedens verden.

Pernille Vermund koncentrerede sig om at ville undersøge, hvad man kan »gøre inden for konventionerne«. Vi behøver ikke være dukse og kan godt leve med at få en påtale, anførte hun. Det kan nok kun vanskeligt beskrives som et forsøg på at løse et problem til bunds.

Summa: Når det gælder Danmarks placering i verden, etablerer den kriseplagede politiske midte et stadig tydeligere parlamentarisk hegemoni, hvad enten det gælder EU, NATO eller det konventionsbårne regime. Vi er vidne til en historisk harmonisering af verdensbilleder.