DER ER TRE FÆNOMENER i danmarkshistorien, som virkelig har interesseret udlændinge: vikingetidens togter, danske jøders redning under Holocaust og Øresundstolden.

Det sidstnævnte har beskæftiget historikere og økonomer, for eksempel Adam Smith – liberalismens fader – som skrev i The Wealth of Nations (1776), at »den vigtigste transittold i verden er den, som kongen af Danmark opkræver af alle handelsskibe, der passerer gennem Øresund«.

Tolden blev indført i 1429 af kong Erik af Pommern og ophørte først i 1857. Den omfattede udenlandske skibe, som sejlede ind og ud af Østersøen (Det Baltiske Hav), der var et af Europas vigtigste handelsområder. Kong Erik valgte det snævreste sted gennem Øresund – de fire kilometer mellem Helsingør og Helsingborg – til at opkræve en afgift. Samtidig skulle danske krigsskibe forhindre, at udenlandske skibe i stedet bare sejlede gennem Storebælt.

Udenlandske handelsskibe betalte 1429-1857 øresundstold i Helsingør, hvor Kronborg blev anlagt i 1570erne og udstyret med kraftige kanoner. Beskåret illustration fra Civitates Orbis Terrarum (1588). Foto: Wikimedia Commons
Udenlandske handelsskibe betalte 1429-1857 øresundstold i Helsingør, hvor Kronborg blev anlagt i 1570erne og udstyret med kraftige kanoner. Beskåret illustration fra Civitates Orbis Terrarum (1588). Foto: Wikimedia Commons

De gode toldindtægter fik kong Frederik 2. til at anlægge Kronborg i 1570erne, som præsten Jon Jensen Kolding beskrev i det første danske topografiske værk Daniæ descriptio nova (1594): »Ude ved Sjællands kystside stråler Kronborg Slot, der er en overordentlig stærk og uindtagelig fæstning.« 

På begge sider af Sundet fandtes nu »en vældig mængde krigsmaskiner, der er stillet op dér til skræk og advarsel for de fartøjer, der stjålent og uden given tilladelse forsøger at sejle forbi og unddrage sig den forskyldte told«.

FØRST VAR DER PROTESTER fra de tyske hansestæder ved Østersøen, men de endte med at acceptere tolden, ligesom Holland, England, Sverige og Frankrig gjorde. Det hang sammen med, at toldsatsen i starten var lav, og da satserne senere blev forhøjet, havde Danmark vundet hævd.

Begrundelsen for tolden var, at danskerne beskyttede vandvejen mod pirater og placerede sømærker ved farlige rev. Men opkrævningerne fra det stigende antal skibe udviklede sig til en guldåre, som Jon Jensen Kolding beskrev:

»Selvom Danmark hverken besidder guldførende årer eller vingårde, hvorover det kan være stolt, tåler det alligevel sammenligning med Arabien, Spanien, Ungarn, Italien eller Tyskland,« påpegede han og henviste til »Balterhavets munding«, som skaber landets »egne vældige rigdomme«.

Den var »en sand guldgrube og ægte vingård«, og »i kraft af disse umådelige årlige indtægter vokser kongens skatkammer og rigdomme«.

Øresundstolden gik dengang ikke i statskassen, men direkte i kongens personlige kasse. Tolden bliver derfor i dag af museet på Kronborg kaldt for »kongens pengemaskine« – ligesom historikeren Benito Scocozza morsomt har kaldt den for »kongens enarmede tyveknægt«.

I MIDTEN AF 1600-TALLET mistede Danmark Skåne, og nu kontrollerede svenskerne den anden side. Det forhindrede ikke, at Danmark kunne fortsætte opkrævningen, men svenskerne opnåede en udstrakt grad af toldfrihed. De svenske skibe skulle dog fortsat vise søpas ved Helsingør.

Med en hurtigere samfærdsel i 1800-tallet føltes det stadig mere ubelejligt for alverdens skibsfartsnationer at skulle stoppe ved Helsingør og fortolde fragten. Der opstod nu en international stemning for at afskaffe sundtolden.

I 1855 erklærede USA, at de ikke længere ville betale. Danmark måtte indkalde til en konference, som endte med at afskaffe tolden. Til gengæld fik den danske statskasse en kæmpe engangserstatning på over 30 millioner rigsdaler fra de forskellige søfartsnationer.

Men ikke alle betalte, skriver historikeren Erik Gøbel i bogen Guldet fra Øresund (2024). Da Brasiliens præsident Lula i 2007 besøgte Danmark, kom det frem, at sydamerikanerne aldrig betalte de 506.295 rigsdaler, der var aftalt i 1857.

Efter forgæves rykkere havde danskerne i 1800-tallet henlagt sagen uden dog formelt at frafalde kravet. Men i 2007 erklærede statsminister Anders Fogh Rasmussen – som en gestus i forbindelse med Lulas besøg – at Danmark havde eftergivet Brasilien den gamle gæld.

Erik Gøbel fortæller også i bogen, at regnskaberne fra Øresundstolden gennem århundrederne blev nedskrevet, og det meste er bevaret. Han nævner, at der er efterladt 700 bind, som i dag fylder 60 hyldemeter i Rigsarkivet.

De indeholder informationer om 1,8 millioner skibspassager, og det er blevet en hovedkilde til søfartens og verdenshandlens konjunkturer gennem historien, og derfor er regnskaberne optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarven.

Hver uge bringer Weekendavisen afgørende gammelt. Læs tidligere ‘Flaskepost’ her.