Dagen ifølge Aske Munck

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Godformiddag og endnu en gang velkommen tilbage til Weekendavisens daglige nyhedsbrev, som jeg fortsat forsøger at styre gennem ugen – og uden om de mere trivielle fællesdagsordener. 

Jeg føler mig dog nødsaget til at nævne ét element af statsministerens tale ved åbningen af Folketinget i går, nemlig forbuddet mod sociale medier for børn under 15, som jeg personligt er stærk tilhænger af, fordi de unge nu bruger flere timer om dagen på det, de med en vis selvindsigt kalder brain rot (hjerneråd), og fordi det er tid, de kunne have brugt på meget andet. Eller som en af Frankrigs skarpeste SoMe-kritikere, leder af tænketanken Sapiens, økonomen Olivier Babeau engang sagde til mig: »Jeg er ikke sikker på, at vi havde fået Det Sixtinske Kapels loft, hvis Michelangelo havde haft TikTok.«

Men med klassisk dansk halvhjertethed åbnede Mette Frederiksen (S) dog alligevel mulighed for, at børn ned til 13 år kan bruge sociale medier med forældrenes godkendelse. Så altså ikke rigtig et forbud … suk.

En læser har kritiseret min ødsle brug af citater og aforismer. Det beklager jeg, for det er der måske noget om. Så i dag vil nyhedsbrevet være aforisme- og citatfrit område, for som W. Somerset Maugham så rigtigt sagde med et slet skjult citat af Oscar Wilde: »Evnen til at citere er en belejlig substitut for eget vid.«

Hov, det løfte holdt da ikke meget længere end en fransk regering … Men lad os komme i gang:

1. Pax geriatrica

For at understrege en væsentlig pointe i gårsdagens nyhedsbrev om, hvor vigtig en rolle bøger i mine øjne fortsat spiller ikke blot i samfundsdebatten, men også som kilde til deciderede nyheder, indleder jeg i dag nyhedsbrevet med et interessant indspark, som stammer fra et af de værker, der ligger i bogbunken og truer med at indlede et potentielt livstruende skred på natbordet, fordi læsning af de nu otte tilbageværende bøger, som er med i opløbet om dette års Goncourtpris, lægger beslag på mine sidste vågne minutter (allerede nu kan jeg afsløre, at jeg må anbefale Emmanuel Carrères Kolkhoze og Laurent Mauvigniers La Maison vide – og ja, det er en anbefaling af to hvide midaldrende mænds mursten, et alors?!).

Nuvel, den bog, der herefter vil få min opmærksomhed, er The Geriatric Peace af politolog ved Duquesne University Mark L. Haas. Bogens tese går imod den nærmest verdensomspændende flæben over det dalende fødselstal, som spås at blive kilden til global affolkning og alskens andre onder. Og samtidig modsiger den den evigt summende alarmisme, som ganske rigtigt konkluderer, at der sjældent har været så mange krige på kloden som i dag.

Men som Haas pointerer, involverer stort set ingen eller meget få af dem lande med en aldrende befolkning. Hans grundtese er, at jordens befolknings tiltagende aldring (De ved, den juletræsformede befolkningspyramide) vil være en fredsfremmende faktor i fremtiden. Ja, han konkluderer ligefrem, at når 25 procent af det offentlige budget går til sociale udgifter og ældrepleje, falder sandsynligheden drastisk for, at landet kaster sig i ud i en væbnet konflikt.

Han har tydeligvis aldrig prøvet at springe over i køen hos bageren eller råbe »banko« uden at have dækning på spillepladen.

2. Meloni som det gode eksempel

For tiden bruger franske politiske kommentatorer ikke så lidt tid på at granske deres italienske nabo mod syd. For fænomenet Giorgia Meloni har overrasket ikke blot i Frankrig, hvor jeg netop er på vej tilbage til, men det ganske Europa.

I Frankrig føler mange, at Meloni repræsenterer en slags stedfortrædende kig ind i krystalkuglen til en eventuel sejr ved præsidentvalget i 2027 til det nationalkonservative Rassemblement National. For på blot tre år er det lykkedes den lille håndfaste italiener og hendes Fratelli d’Italia at gå fra at blive kaldt højrerabiat af de fleste til i dag at inkarnere en stabil form for latinsk konservatisme, der har givet Italien en vis politisk troværdighed tilbage. Og selvom hendes kritikere insisterer på, at hun er blevet hjulpet på vej af sine forgængeres reformer, er der næppe tvivl om, at hun også selv bør have sin del af æren for, at Italien i dag låner billigere på de internationale markeder end Frankrig, kunne man for nylig læse i et større tema i nyhedsbrevet L’Express, der ikke just ligger til højre for midten i den franske presse.

Men hvordan gør hun? »En smule pragmatisme, ydmyghed og – især – en god dosis diskret budgetmæssig tilbageholdenhed,« skrev redaktionschef Eric Chol i en leder. 

Kunne det samme ske for Marine Le Pen (eller hendes kronprins og partileder Jordan Bardella, hvis hun ikke vinder appelsagen om svindlen med EU-midler til foråret)? Måske. For virkeligheden indhenter konsekvent de folkevalgte, og som præsident François Mitterrand i sin tid lakonisk konstaterede: »yderfløjene ender altid inde på midten.«

3. Cancervaccine på vej?

Igen i dag slutter vi med en særdeles lys og nærmest pastelfarvet nyhed, som jeg ikke forstår, folk ikke er flippet mere ud over. I de seneste dage har vi her i nyhedsbrevet set tegn på, at vi både kan blive ældre og redde synet uden kirurgi. Så mangler vi bare at få bugt med canceren. Og ved De hvad? Det ser faktisk ud til, at forskere ved University of Florida er ved at have held til at udvikle en universel cancervaccine. Vaccinen er af mRNA-typen (De ved, ligesom Pfizers covidvaccine), der booster kroppens produktion af type 1-interferoner, som guider kroppens eget immunforsvar til selv at bekæmpe tumorer og derved overflødiggør brug af kemoterapi, som jo bare er en eufemisme for en heftig gift.

I dyreforsøg er den med stor succes blevet testet på hudkræft, hjernesvulster og metastaserende knoglekræft, og forskerne er allerede i gang med kliniske forsøg på mennesker.

Så for dælen, så nåede vi ikke mere i dag. Men i morgen går det igen over stok, sten og lige ned i Deres indbakke. Indtil da vil jeg efterlade Dem med følgende lystige aforisme fra min yndlings-oplysningstidstænker Voltaire (1694-1778), som viser, at det langtfra var alt, som var bedre i gamle dage: »Medicinkunsten består i at adsprede patienten, mens naturen helbreder sygdommen.« 

Og husk: Adspredelsen får De også i Weekendavisen, der stadig er et af de mest effektive – og lystige – midler mod vor tids snigende åndsformørkelse.

På gensyn i morgen,

Ærbødigst
Aske Munck