Dagen ifølge Aske Munck

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Godformiddag og velkommen til Weekendavisens daglige nyhedsbrev. I denne uge vil jeg forsøge at styre uden om den propfulde informationsmotorvejs vanlige kødannelser og stige lidt til vejrs, så vi sammen kan ruminere over tilværelsens tildragelser og fortrædeligheder i de højere luftlag.

Men ak, Frankrig står altid klar til at trække én ned på jorden igen. Så vi begynder i Paris, hvor landets kun én måned gamle premierminister, Sébastien Lecornu, her til formiddag pludselig trådte tilbage, efter at han i går aftes præsenterede sin »nye« regering for pressen.

1. Fransk regering falder

Lecornus nye hold – som han havde arbejdet på at sammensætte i knap en måned – blev i går aftes mødt med hidsige reaktioner, ikke blot fra oppositionen, men også fra det borgerlige parti Les Républicains, der var en del af regeringen. Partiets leder, indenrigsminister Bruno Retailleau, som ellers stod til at blive ført videre på posten, sagde overraskende til Le Monde, at »regeringssammensætningen ikke afspejlede det brud, man (Lecornu, red.) havde lovet«.

Der var kolossal uenighed internt i Les Républicains om, hvorvidt man overhovedet skulle tage del i en ny regering, og Retailleau var utvivlsomt rasende over, at Lecornu (uden at konsultere ham) havde udpeget Bruno Le Maire til posten som forsvarsminister – en politiker, som af mange i Les Républicains bliver betragtet som overløber, fordi han var det mest fremtrædende medlem af partiet, som i sin tid valgte at forlade det og slutte sig til præsident Macron, da Macron plukkede højre- og venstrefløjen fra hinanden. Nå ja, og fordi han i mange år var Macrons finansminister, som gravede underskuddet så dybt, at ethvert forsøg på at rette op på de offentlige finanser har været som at tage karbad i et dørslag.

Men nu kræver flere – heriblandt det nationalkonservative Rassemblement National, at Macron ikke blot udskriver nyvalg, men ligefrem træder tilbage (det har de ret beset krævet flere gange, men alligevel).

Suk, Charles de Gaulle havde ret, da han ymtede: »At lede Frankrig er lige så let som at fabrikere den berømte kniv uden blad, som mangler skæftet.«

2. Russiske forsøg på at destabilisere Frankrig

Vi bliver lidt i Frankrig. For mens vi i Nord- og Østeuropa er på russisk dronejagt (eller rettere -observation, for jagt kan vi åbenbart ikke finde ud af), fører Kreml sin hybridkrig med andre midler her i landet. I Serbien arresterede man forleden 11 personer, der mistænkes for at forsøge at vende befolkningsgrupper mod hinanden ved at dumpe afskårne grisehoveder foran moskeer i en række pariserforstæder.

De 11 gerningsmænd var angiveligt bestilt af en udenlandsk bagmand, som ikke er pågrebet. Tilbage står, at »operation grisehoved« føjer sig til en lang række hybridangreb, som begynder helt tilbage i 2017, da præsident Macrons første valgkamp blev plaget af massive russiske hackerangreb, ligesom flere nyhedssites og officielle institutioner er blevet angrebet – ikke mindst forud for OL i fjor. 

Sidste år blev også flere jødiske bygninger, heriblandt Holocaustmuseet i Paris, overdænget med blodrøde hænder, ligesom en bulgarsk vognmand blev anholdt for at have hjulpet to udenlandske gerningsmænd med at dumpe ligkister foran Eiffeltårnet med påskriften: »Franske soldater i Ukraine.«

Nå ja, og så må man jo heller ikke glemme, at de russiske propagandakanaler Russia Today (RT) og Sputnik begge havde store fransksprogede filialer i Paris, indtil EU forbød dem og gjorde det muligt at indefryse deres midler som led i sanktioner mod Rusland efter invasionen af Ukraine i 2022. 

Allerede i fjor udpegede lederen af Viginum, det franske myndighedsorgan, som jagter fremmede hackere og indflydelsesagenter, i Le Figaro Rusland som den absolut mest aggressive aktør på den internationale scene.

3. Aldring kan omgøres

Den gamle oplysningstidsfilosof Voltaire skrev i et brev til sin ven Charles-Augustin de Ferriol d’Argental i midten af 1700-tallet: »Alderen skrider hastigt frem; knap er man ude af grundskolen, før man er 60, og når man blinker med øjet, er man 70.«

Og hvor havde han dog ret. Men måske ikke meget længere. I et forsøg på at løfte det forstemmende tungsind, der uvægerligt lægger sig over én som en våd edderdunsdyne, når man scanner nyhedsstrømmen, vil jeg i denne uge afslutte hvert nyhedsbrev med dagens gode videnskabsnyhed. Og hvad bedre end en kur mod alderdom, hvis altså man opfatter denne verdens fortrædeligheder som passerende onder på en vej, som generelt går i den rigtige retning?

Den kode mener forskere fra Korea Universitys medicinske fakultet at have knækket, da de for nylig kunne påvise, at cellernes aldring sker via signalproteinet ReHMGB1. Proteinet bliver udskilt af aldrende celler og ødelægger ellers sundt væv og dets evne til at regenerere og mindsker også muskelkraften. Ved at blokere proteinet med antistoffer kan man effektivt reducere effekten af denne såkaldt progerontiske faktor og mindske aldersrelaterede patologier, skriver forskerne i det fagfællebedømte månedstidsskrift Metabolism: Clinical and Experimental.

Så lykkedes det mig ikke at klemme mere ind i Deres e-postkasse i denne elektroniske ombæring, men i morgen er der også en dag. Indtil da vil jeg efterlade Dem med følgende lystige aforisme fra Oscar – nej, ikke Wilde, som det ellers ofte tilskrives – men Levant, musiker, komponist og legendarisk gnavpot: »Visdom er noget, der kommer alderen. Desværre kommer alderen ofte alene.«

Men med Weekendavisen ved hånden tager man et vigtigt skridt frem mod lyset.

På gensyn i morgen og tak for Deres tid,

Ærbødigst
Aske Munck