NU er det sommer, og dagens spørgsmål er som altid: Hvem vil med i vandet? Hvem har været i? Hvordan er det i dag? Vi ser som Thøger Larsen på de kolde farver i sky og vand og håber på en beruset blå dag ved vandet. Når vi tænker på Danmark, når vi længes efter Danmark, når vi synger om os selv, er vandet der altid; fjorden, havet, stranden. Vi spejler os i bølgen blå, solen stiger af havets skød, vort land blev født af havet.

DØR om dør ligger landet og vandet, som gennemstrømmer alt. Laurits Christian Nielsen, der drømte om at blive søofficer, men i stedet blev forfatter, skrev i 1918 »Havet omkring Danmark«: Vort moderlige hav/ blåt som vore øjne og blidt som vore drømme/ minderige strømme,/ som stryger mildt mod kyst./ Længsel har du lagt i vort bryst!/ Vi vandrer din vej, vi lyder din lov;/ vi pløjer dine enge med kølens ranke plov./ Du vugger os i verden, så vide som vi vil …

VANDET elsker vi og længes efter. Og nu slår vi det ihjel. Vi tror, det er godt, fordi vi kan bade i det, fordi de blå flag vajer langs kysterne, men under overfladen er der dødt. Lystfiskerne og sejlerne ved det og har vidst det længe: Livet er forsvundet, kvalt i det iltsvind, der breder sig ud i fjordene og bælterne. Fedtemøget, de brune alger, lægger sig over ålegræsset, vandets lunger, og kvæler det. Lyst- og undervandsfiskere får tårer i øjnene, når de fortæller om de månelandskaber, de møder i fjordene, herunder Limfjorden, Mariager Fjord, Aabenraa Fjord og store dele af Bælthavet. Forleden fortalte en medarbejder i Dansk Sportsfiskerforbund om en lystfisker, der havde oplevet et mylder af måger i vandkanten i Haderslev Fjord og tænkt: »Nå, der er måske ved at komme liv igen.« Men nej, det var fjordens desperate tilbageværende liv, der forsøgte at skaffe sig lidt ilt i strømmen helt inde ved bredden. Ud af 109 danske kystfarvande er kun fem i god stand.

DER er forklaringer på undergangen: geografi, landbrug og klimaforandringer. I de danske farvande er vandudskiftningen ringe. Danmark ligger lige der, hvor det ferske vand møder det salte, og det gør det sværere at blande og ilte, så selv på dybere vand, helt op til ti meter, er der risiko for iltsvind. Det betyder selvfølgelig, at man skal være særlig forsigtig med, hvad man putter i det. Lillebælt er ikke Atlanterhavet. Det Sydfynske Øhav ikke Det Kaspiske Hav.

Illustration: Peter Wandel
Illustration: Peter Wandel

GAV vi nogensinde vandet en ærlig chance? Siden midten af det 20. århundrede er kvælstof skyllet fra landbruget ud i vandet, hvor næringsstofferne giver næring til alger, der vokser i løbet af forår og sommer, så sten, tang og sandbund dækkes med det grønbrune vat, der først tager ilten og dernæst lægger sig på bunden og rådner.

DANMARK har to kropsdele, kan man sige, landet og vandet, og de to har været i kamp, siden man tillod landbrugets ubegrænsede udbredelse: ekstremt gunstige forhold, marker helt ud til vandkanten og nærmest ubegrænset udledning af kvælstof. Landbruget vil pege på bundtrawling, sandsugning, klapning, overfiskeri og andre forklaringer på døden i vandet. Det er sandt, det er heller ikke godt for vandmiljøet, og fiskerne bærer en del af skylden for det livløse hav. Men fjerner man alle andre faktorer, står hovedforklaringen stadig tilbage: udledningen af næringsstoffer, præcis som det blev konkluderet i den rapport, som Landbrug & Fødevarer selv ønskede, og som i foråret konkluderede, at Danmark ikke når de mål, vi selv har sat. Og trods løfter og besværgelser er der ikke sket noget fald i kvælstofudledningen i mere end ti år. Politikerne er bange for, at højere krav vil knække mange landmænd, og det er en berettiget frygt for en sektor, der på ingen måder er bæredygtig. Men konsekvensen er, at vi i Danmark med åbne øjne har accepteret kampens udfald: Landet vandt. Vandet tabte.

LIVET under vandet dør, og det forværres af de klimaforandringer, der lige præcis her rammer Danmark hårdt. I disse uger giver det kedelige sommervejr vandet et kort pusterum; mere blæst og bevægelse skaber lidt mere ilt i vandet, men det har kun udskudt elendigheden en anelse. Iltsvindet vil forværres, præcis som det sker sommer efter sommer, blot tidligere og tidligere på året. Vådere vintre skyller flere næringsstoffer ud i vandet, efterfulgt af varmere somre med mere lys og sol – og flere alger. Fagfolk frygter, at økosystemer bryder sammen. Vi har troet, at vandet var mere robust, men sådan er det ikke. Livet i vandet kan forsvinde og ikke komme tilbage. Den politiske aftale om at begrænse udledningerne med godt 10.000 ton er slet, slet ikke nok. Skal vandet reddes, kræver det en nedskæring, der er dobbelt så stor, samt decideret fredning af store områder.

OG hvad tænker vi så om det? Mange føler nok uro og sorg over denne undergangshistorie, der også er vores egen. Men sagen er nok, at de fleste er ligeglade. Vores forbindelse til havet og vandet er kappet: Fisk og skaldyr er ved at forsvinde ud af vores kulinariske sprog, reduceret til et dyrt og eksotisk fænomen. Turen til fiskehandleren er sjælden, en sentimental ting, vi særligt ynder nede på havnen i sommerlandet. Er fiskene i køledisken overhovedet fra Danmark? Who knows?

LANDET har besejret vandet, og politikerne ser til. Særligt må det undre, at vandmiljøet så ensidigt er blevet en sag for den yderste venstrefløj. Når vandets overlevelse ikke er en folkesag, burde det være en konservativ mærkesag. Vi synger om det i salmerne, for dælen! Men de borgerlige partier, anført af de konservative, har absolut ingen interesse, tværtimod har de modarbejdet EUs prisværdige forsøg på naturgenopretning. Det er kilde til evig forundring, at konservative kræfter er så fuldkommen uinteresserede i bæredygtighed i den natur, der giver os vores historie, identitet og livssyn. Vi burde føle dyb skam over denne historie. »Du vugger os i verden, så vide som vi vil,« lyder det i »Havet omkring Danmark«: »Dig elsker vi, o hav, og dig vi hører til!« Det passer ikke længere. Tænk på det på den næste tur til stranden.

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.