Biograferne viser Marvel-film nummer 17 og endnu en biopic om en gråhåret rockmusiker. DRs gensyn med gamle tv-serier har over en halv million månedlige streamere. »Danmark tilbage« lyder DFs nye slogan, mens Inger Støjberg nøjes med »Bevar dansk landbrug«. De unge strømmer i kirken om søndagen, og vi skal åndeligt oprustes med historieundervisning og endnu en litteraturkanon, mens verdens mest digitaliserede folkeskole pakker skærmene væk og finder papirbøgerne frem.

Hvis det føles, som om vi i øjeblikket kigger mest i bakspejlet, hænger det muligvis sammen med, at vi ikke bryder os om det syn, der møder os ud ad forruden. En ny undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Instituttet for Fremtidsforskning viser, at kun 24 procent af danskerne tror, at deres efterkommere vil få et bedre liv end dem selv. En tredjedel tror, at fremtiden vil bringe deres efterkommere et liv, som er værre eller meget værre.