Uanset regeringernes farve og ståsted er der tradition for at lytte til erhvervslivet. Det er i den private sektor, at værditilvæksten skabes, det er især i virksomhederne, at nye job oprettes, og det er en sandhed grænsende til det banale, at erhvervslivets ve og vel udgør fundamentet for det danske velfærdssamfund.

Den politiske aftale om at skære ned på antallet af studiepladser på universiteterne og indføre et loft over, hvor mange unge der kan komme på universitetet, bryder imidlertid med sædvanen. Trods indvendinger fra ellers stærke lobbyorganisationer som DI, Dansk Erhverv og SMVdanmark skal alle landets otte universiteter nu nedskalere, uanset om de er nok så gode til at udklække kandidater, som arbejdsmarkedet omgående aftager.