JULETRÆET med sin pynt er så fasttømret en skik, at de færreste længere tænker over, hvad vi egentlig foretager os. Men har man en gæst på besøg fra fjerne egne, lad os sige en ung kvinde fra Japan, indser man, hvor sælsom traditionen er. Dansen om træet er lige så vanskelig at forklare den udefrakommende, som den giver mening for os andre, de indviede.

ER juletræet blevet en tradition, har det ikke altid været det. Det var de store digtere og forfattere i 1800-tallet, som forankrede ritualet i de danske hjem. Men vi må se juletræet i sammenhæng med den hengivenhed for Danmarks glemte fortid, som den tidlige romantik ledte os ind på ved indledningen af århundredet. Man begyndte at se på naturen, som besad den en ånd, en skjult fornuft og et budskab fra for længst svundne tider, det var magtpåliggende at tyde og forstå. Juletræet var fra begyndelsen ladet med betydning.