At æde sig ihjel. Det er det, de fire hovedpersoner i Marco Ferreris kultfilm La Grande Bouffe beslutter sig for. På dansk fik filmen navnet Det store ædegilde, og jeg ser den i Cinematekets videotek i anledning af, at det er 50 år siden, filmen havde premiere. Men også fordi vi med hastige skridt nærmer os julen, hvor vi danskere spiser os til mavesmerter og halsbrand – og alligevel altid lige tager en julefrokost mere. Filmens 50-års fødselsdag falder et år, hvor noget af det, vi har talt allermest om, er Novos bestseller af et lægemiddel, som mirakuløst kan holde vores fråseri i skak – og i nogle tilfælde er som en slags stedfortræder for mådehold.

I Det store ædegilde forlader fire velbeslåede venner Marcello, Ugo, Michel og Philippe – spillet af Marcello Mastroianni, Ugo Tognazzi, Michel Piccoli, Philippe Noiret – deres prestigefyldte job og pæne hjem og flytter ud i en villa i udkanten af Paris for at indfri den selvmordspagt, de har indgået. Undervejs får de selskab af tre prostituerede samt en lærerinde, for det er ikke nok for mændene – navnlig Marcello – med mad alene. Det er hundredvis af år siden, at kirken ganske smart fandt på at erklære fråseri for en dødssynd for at afholde befolkningen fra at give efter for deres dyriske instinkter. Det store ædegilde befæster den ældgamle forbindelse mellem fråseri og seksuel sult, og mad og sex bliver æltet sammen i filmen – indimellem meget bogstaveligt.