Kunstig intelligens i uddannelsessystemet er med rette på dagsordenen ved årets Sorø-møde, der løber af stablen i denne uge. Men netop fordi teknologien fylder så meget, bør man begynde med det spørgsmål, der går forud for alle de andre: Hvad er skolens egentlige formål?

Dét bør være kompasset for enhver diskussion om AI. For hvis vi lader teknologien definere undervisningen, vender vi tingene på hovedet. Som Frederik Stjernfelt peger på i WA #29, risikerer vi i begejstringen for AI at komme til at outsource netop de mentale processer, som skolen skal udvikle: fordybelse, dømmekraft, kritisk tænkning og evnen til selvstændigt at ræsonnere.