Da jeg i sin tid var mat-fys’er i gymnasiet, skulle der naturligvis løses mange matematik- og fysikopgaver, og vi gik på med krum hals. I løbet af 1. g blev vi efterhånden supergode til hovedregning og kunne anstille pålidelige gæt på kvadratrødder, logaritmer og så videre. Så skete der det i 2. g, at de nye ambitiøse lommeregnere fra Texas Instruments kom på markedet. De kunne både trigonometri, uddragning af rødder og meget andet godt. Sådan én måtte vi øjeblikkelig have fat i. Da vi nåede 3. g, var hovedregningen visnet hen – det havde vi trygt overladt til Texas.

Det er et simpelt eksempel på det forhold, at hvis man outsourcer en kompetence – til teknologi, til andre personer, firmaer, aktører, lande eller stater – så kan man vinde tid og effektivitet, men man aflærer samtidig evnen til selv at beherske den kompetence. Aflastning fører til aflæring.